Ærø

Dag 1.

---

Tidligt morgen Kl.6 den 9. maj 2024, bipper mobilen og en besked dukkede op på Guldbajerklubbens fælles Messenger. Det var Tomme, der meddelte, at cyklen var klar og alt var pakket til den store tur. I dag skulle vi endelig på vores eventyrlige tur til Ærø, en tur vi havde set frem til i flere måneder. Vi skulle sejle fra Fynshav til Søby, og planen var at mødes hos Chili.

Klokken er 7, og vi er alle samlet med vores el-cykler i Guderup hos Chili. Solen er ved at stå op over byen, og en smuk gylden glød breder sig over hustagene. Chili har fået fat i en cykel, som han kunne låne. Stemningen er i højsædet, og vi er alle i godt humør og klar til vores cykeltur til Ærø.

Vi starter turen med to kolde øl som Tomme har med. Vi griner og snakker, mens vi tager den første slurk. Humøret stiger, og vi hopper op på cyklerne. El-motorerne summer stille, og vi triller ud af byen, kurs mod Fynshav, hvor færgen venter på os.

Morgenluften er frisk, og solen maler himlen i bløde pastelfarver. Vi nyder synet af landskabet, der glider forbi, mens vi cykler af sted. Efter nogle kilometer når vi vores første pitstop, hvor vi igen nyder en øl. Promillen stiger en smule, og latteren fylder luften.

Vi fortsætter mod Fynshav og gør stop ved fire forskellige steder undervejs. Ved hvert stop tager vi os tid til at nyde en øl mere, og både promillen og humøret stiger for hver gang. Vi deler historier, griner og skaber minder sammen, mens vi nyder den lette brise og den ubesværede cykeltur mod Fynshav.

Klokken nærmer sig 9:35, og vi er opsatte på at nå færgen. Vi cykler med god fart det sidste stykke, men tager os stadig tid til at nyde de sidste øjeblikke af vores tur. Da vi endelig når havnen, har vi 15 minutter, inden færgen er der. Vi er alle lettede og glade over, at vi nåede det. Men lige da vi ankommer til Fynshav, går det op for os, at vi alle skal tisse og gerne vil nå en sidste øl, inden færgen ankommer.

Vi finder et afsides sted bag nogle buske, hvor vi kan nyde vores øl med udsigt over stranden. Efter alle de øl kan vi næsten ikke holde os længere!. Mens vi står der og tisser, griner vi og har det sjovt. Pludselig kommer der et brøl fra Chili: “Fuck, jeg har tisset på mig selv! Mygge og Tomme bryder ud i latter og kan næsten ikke stå oprejst af grin. Chili kigger søgende ned af sig selv, men det var heldigvis ikke noget at se?

Færgen ligger til kaj i havnen i Fynshav, og vi trækker vores cykler ombord. Vi finder en god plads på dækket. Solen skinner, og Tomme har flere øl med. Da færgen begynder at sejle mod Søby, åbner vi de første øl og nyder udsigten.

Solen reflekterer på det rolige vand, og med hver slurk øl bliver vi mere afslappede. Efter cirka en time og fire øl begynder vi at kunne se land i horisonten. Søby Havn nærmer sig, og forventningen stiger, da vi forbereder os på at gå i land. Da vi stiger af færgen i Søby, leder vi efter et sted, hvor vi kan få en øl mere.

Vi opdager en hyggelig antik café. Her falder vi i snak med ejeren, der fortæller os om en bedre vej til Marstal. Hun forklarer, at denne rute er smukkere og byder på mere at se på, både hvad angår natur og landskab. Efter vores øl mærker vi sulten melde sig, så vi går hen til den lokale brugs og køber noget mad. Med ejeren af caféens anvisninger følger vi den anbefalede rute. Den nye vej viser sig at være en skjult perle. Vi cykler gennem frodige marker og langs kysten, hvor bølgerne roligt slår ind mod stranden. Undervejs stopper vi flere gange for at nyde endnu en øl og slappe af i solen.

Solen strålede høj på himlen, da vi kom til et idyllisk sted. Grønne græsmarker strakte sig helt ud til vandet, hvor heste fredeligt græssede. En bænk stod og ventede på os, vendt mod marken og vandet, og efter de mange øl vi havde drukket, var promillen høj. Vi besluttede os for at holde en pause og nyde den betagende udsigt. Vi satte os ved bænken og lod os omslutte af roen.

En af hestene på marken nærmede sig langsomt, som om den var nysgerrig på os. Tomme rejste sig og gik hesten i møde. Hesten var meget tam og venlig, og Tomme ville have et selfie med den. Da han tog mobilen op, lænede hesten sig ind mod ham, som om den vidste, hvad der skulle ske. Vi grinede alle sammen, for det var virkelig en morsom situation. Chili ville også have et selfie med hesten, og efter flere grin og endnu en øl, besluttede vi os for at tisse af, før vi fortsatte vores tur. Vi satte os op på vores el-cykler og kunne mærke effekten af de mange øl, da vi brugte mere af vejen end normalt. Men det stoppede os ikke fra at holde en god fart. Nogle steder nåede vi helt op på 40 km/t.

Vores mellemdestination var Ærøskøbing, og vi glædede os til at udforske mere af denne smukke ø. Efter et stykke tid kom vi til en lille by, Tranderup, som kun ligger få kilometer fra Ærøskøbing. Da vi kørte ned ad en bakke og drejede, fik vi øje på en lille købmandsbutik. Den så meget spændende ud, gammeldags og charmerende, med en atmosfære som en rigtig købmandsbutik fra gamle dage.

Udenfor sad nogle mennesker på ølkasser og nød solen. Vi besluttede os for at tage en pause og udforske købmandsbutikken. Da vi gik ind, blev vi mødt af en duft af nostalgi, der mindede os om barndommens købmandsbutikker. Der var mange forskellige varer, alt fra dagligvarer til specialiteter, og et stort udvalg af øl og vin. Bag disken stod en ældre mand, som var meget venlig.

Vi fandt en specialøl, der hed Tuborg Fine Festival, som vi besluttede os for at prøve. Den havde en alkoholprocent på 7,6. Vi satte os udenfor sammen med de andre og tog en slurk af øllen. “Hmm… den er god!” udbrød Mygge. Tuborg Fine Festival er en stærk pilsner, og smagen folder sig flot og karakterfuldt ud. Indtrykket var mere præget af alkohol end af sødme. Den kan varmt anbefales!

Vi kom i snak med de andre udenfor, og det var mega hyggeligt. Stemningen var afslappet, og vi nød virkelig pausen. Efter en lang pause, hoppede vi op på cyklerne igen for at cykle ind mod Ærøskøbing.

Vi kunne langt om længe se Ærøskøbing i horisonten, og vores elcykler summede med fornyet energi. Da vi kørte ned ad Vråvejen. var Stemningen høj mens vi nærmede os byen.Vi drejede ind mod Vestre Allé, og vejen gik fra jævn asfalt til ujævne brosten. Det var her, at vi kunne mærke promillen efter de mange stop. Det var tydeligt, at vores balance ikke var helt, som den skulle være, og det blev ikke lettere, da vi kørte på de bumpede brosten. Chili, havde særligt svært ved at holde balancen. Vi grinede og snakkede højt, men Chili’s koncentration blev hurtigt sat på prøve af de vanskelige forhold. Da vi kom længere ned ad Vestre Allé, mistede Chili kontrollen. Cyklen slingrede voldsomt, og før nogen af os kunne reagere, styrtede Chili. Han landede hårdt på brostenene med en metallisk lyd! Tomme skyndte sig hen til ham for at hjælpe. En mor med et barn kom også til undsætning og spurgte “Er du kommet noget til?”. Heldigvis slap Chili kun med nogle hudafskrabninger og en forslået stolthed. Tomme hjalp ham på benene, og han rystede grinende på hovedet.

Trods styrtet og de ujævne brosten fortsatte vi vores tur ned mod havnen. Da vi var næsten var ved havnen, drejede vi ind på Grillballetoften. Fra enden af vejen lå en lille hyggelig røgeri. Stedet var kendt for sin autentiske atmosfære og lækre, røgede fisk, og det tiltrak både lokale og turister. Bordene udenfor var røde rustikke træbænke, og fra skorstenen steg duften af friskrøget fisk op i luften og blandede sig med den salte havbrise. Et par mennesker sad og nød deres måltid. Det virkede som det perfekte sted at holde en pause.
Vi parkerede vores cykler og fandt en bænk, hvor vi kunne sætte os. Chili skulle lige sunde sig efter den mindre episode med styret, men snart sad vi alle sammen og nød en kold øl. Stemningen var god, og vi følte os afslappede efter den lange cykeltur.
Midt i vores snak og grin rejste Mygge sig for at hente næste omgang øl. Men han lagde ikke mærke til en lille forhindring på vejen. Pludselig snublede han og mistede balancen. I et forsøg på at genvinde fodfæstet, greb han ud efter det nærmeste, han kunne finde – det var desværre røgeris udendørs skilt. Med et højt brag væltede både Mygge og skiltet ned på jorden. Chili og Tomme kiggede forskrækket på ham, mens han skyndte sig op igen og prøvede at lade som ingenting. Det var et komisk syn, og vi kunne ikke lade være med at grine allesammen.

Solen begyndte at gå ned, og vi kunne mærke sulten melde sig. Aftensmadstid nærmede sig, dog havde vi ikke lyst til at spise fisk og vi besluttede os at finde et andet sted at spise. Vi satte os på cyklerne igen og bevægede os videre ned mod havnen, hvor vi håbede på at finde et godt sted at stille sulten.

Tomme cyklede forrest, efterfulgt af Mygge, mens Chili var bagerst og var koncentreret om at cykle lige efter alle de øl. Nede ved havnen var der en grillbar, hvor en masse mennesker sad og spiste, og der var en masse cykler og motorcykler parkeret. Pludselig drejede Tomme skarpt over mod grillbaren. Mygge fulgte efter og råbte: “Her kan vi få noget mad!” Chili var ikke opmærksom og opdagede for sent, at de andre drejede. Overrasket forsøgte han at dreje med, men han drejede cykelrattet 90 grader i forhold til stellet og var ved at styrte ind i et vejskilt. Der lød et brag, og Chili væltede af sin el-cykel. Hans taske rullede rundt på jorden sammen med Chili.
En gæst fra grillbaren råbte: “han har fået så hatten passer!” og nogle af gæsterne lo. Tomme og Mygge lod som ingenting og parkerede deres cykler. De stod og ventede, indtil Chili igen kom på benene. Heldigvis kom en tysk turist hen og hjalp ham op. Cykelkurven på Chilis cykel var blevet deformeret! Han trak sin cykel over til grillbaren, lidt rystet af styrtet. Vi grinede alle af episoden.
Da vi var færdige med at spise, hoppede vi op på vores el-cykler igen og cyklede mod Marstal. Da vi langt om længe kom ud af byen og havde cyklet et stykke tid, nåede vi til en større bakke. På toppen var der nogle træer og en bænk, som var et oplagt sted til en pause. Da vi kom derop, kunne vi nyde en flot udsigt over marker og huse. Solen var stadigvæk tydelig at se. Vi fik en øl. Tomme kunne se, at lageret var ved at være tomt.Efter en hvilepause cyklede vi videre. På vej ned ad bakken kom vi godt op i fart. “Når man har fået nok øl, føler man, at man kan alt.” Vi kunne se på speedometeret, at vi var oppe på 50 kilometer i timen. Det var mega fedt! Mygge førte an, efterfulgt af Chili. Fra enden af bakken kunne vi se, at cykelstien skiftede spor til den modsatte side af vejen. Der var flere biler på vejen. Mygge krydsede hurtigt over sammen med Chili.

Da de kom over på den anden side, skred Chilis bagende ud over cykelstien, og hjulene blev blokeret. Chili fløj og lavede en salto sammen med cyklen, og rullede ned i en fem meters grøft fyldt med grene og træer. Mælkebøttefrø fløj over det hele, og der lød et kæmpe brag. Trafikken stoppede, og folk løb ud af deres biler for at hjælpe. Mygge stoppede og kiggede ned i grøften, men kunne ikke holde sig for grin.

“Ist alles in Ordnung?” spurgte en tysk turist, som ankom først. “Alles okay,” grinede Mygge til tyskeren og vinkede dem alle væk. Chili lå nede i grøften og prøvede desperat at komme op. Mygge kom grinende ned til ham og fik med besvær cyklen op, men Chili kunne bare ikke komme op og gled rundt. Hans fine pelsjakke var dækket med mælkebøttefrø og han lignede en delvis plukket høne. Heldigvis kom Tomme til undsætning og trak Chili op fra grøften.

Da Chili kom op fra grøften, kiggede han sig omkring. Hans cykelhjelm sad skævt, og han kunne mærke nogle små skrammer på albuerne. Der var mælkebøttefrø overalt på ham. Chili følte sig en smule rundforvirret efter styrtet, men han var heldigvis okay. Vi grinede alle sammen, da det så ret komisk ud, men latteren døde hurtigt hen, da vi indså, hvor tæt Chili var på at ramme noget farligt. Kun to meter fra det sted, hvor Chili var styrtet, stod der et elefanthegn. Man kunne tydeligt høre den pulserende strøm fra hegnet, der adskilte os fra en nærliggende mark. Hegnet var designet til at holde dyrene inde og folk ude, men det var også en potentielt farlig forhindring, hvis man kom for tæt på. “Det var godt nok heldigt,” sagde Chili med et nervøst grin, mens han kiggede over på hegnet. Vi nikkede alle enige, stadig en smule chokerede over, hvor tæt han havde været på at komme til skade.
Vi satte os op på cyklerne med målet om at nå Marstal. Det blev aftalt, at der ikke skulle være flere øl på programmet, før vi var fremme. Cykelstien snoede sig igennem landskabet, men vi måtte tage den med ro, for promillen var meget høj.
Pludselig ophørte cykelstien, og vejen blev smal og ujævn. Bilerne kom tættere på, når de overhalede, og det krævede al vores opmærksomhed at holde balancen. Det var ikke nemt, men vi fortsatte, med målet klart for øje.

Efter noget tid kunne vi endelig se Marstal i horisonten. Vi blev enige om, at det var bedst at finde en værtshus først, før vi cyklede ned til hotellet ved vandet. Trætte og tørstige fandt vi en hyggelig værtshus – “Minde Bar”, hvor vi kunne slappe af og nyde en velfortjent øl, mens vi delte historier fra dagens strabadser.

Mygge havde stået for at bestille hotelopholdet, men han kunne desværre kun få fat i to værelser – et enkeltværelse og et dobbeltværelse. Vi måtte derfor finde ud af, hvordan vi bedst kunne fordele os. Der blev lavet lodtrækning, og heldet var med Mygge, der vandt enkeltværelset.
Selvom vi Chili og Tomme måtte dele dobbeltværelset, var vi stadig glade for at have en seng at sove i. Efter at have hvilet lidt på værtshuset, cyklede vi ned til hotellet ved vandet. Byens rolige atmosfære og lyden af bølgerne, der slog mod kystlinje, gjorde os afslappede.
Da vi cyklede langs kysten, kom vi nærmere mod en strand. Solen var ved at gå ned og kastede et gyldent skær over vandet. Pludselig kunne vi se hotellet i det fjerne. “Wauw! Det er jo et rigtigt badehotel,” udbrød Chili begejstret. Vi kunne næsten ikke tro vores egne øjne.“Det er næsten for fint for os,” kommenterede Tomme med et grin. Vi kunne ikke lade være med at le. Selvom vi havde haft en lang og trættende dag på cyklerne, var stemningen høj.Da vi kom tættere på, kunne vi se den hvide bygning som strakte sig langs kystlinje, med store vinduer, der vendte ud mod vandet. Det så næsten for godt ud til at være sandt. Mygge, der stadig var stolt over at have vundet enkeltværelset, ledte an, mens vi andre fulgte efter med store smil.

Badehotellet “Udsigten” som ligger lige ved vandet, er en smuk og imponerende bygning med en kombination af traditionel og moderne arkitektur. Den ældre del af hotellet til venstre har klassisk charme med et sort skifertag, små skorstene og hvide vægge, der giver det et historisk og elegant udseende. Vinduerne er jævnt fordelt og giver masser af lys til værelserne indenfor. Foran hotellet er der en terrasse, hvor gæsterne kan sidde og nyde udsigten over vandet.
Den nyere, mere moderne fløj til højre har en mere enkel og minimalistisk stil med glatte, hvide vægge og store vinduer, der strækker sig over flere etager. Denne del af hotellet ser ud til at tilbyde moderne faciliteter og bekvemmeligheder, hvilket gør det til en behagelig oplevelse for besøgende.Hotellet er omgivet af en smuk kystlinje med sten og små bølger, der skvulper mod bredden. En grøn græsplæne og store træer tilføjer en naturlig skønhed til omgivelserne. Det rolige vand og den fredelige atmosfære gør dette badehotel til et ideelt sted for afslapning og rekreation.Vi parkerede vores cykler og Mygge gik ind til receptionen for at hente nøglerne, mens Chili og Tomme ventede i lobbyen. Vi var lidt højrystede, måske på grund af de mange øl. Chili var stadigvæk dækket af mælkebøttefrø og mindre grene efter det vilde styrt.Da Mygge kom tilbage med nøglerne, informerede han os om, at vi skulle krydse restauranten for at komme til vores værelse. Chili og Tomme tog nøglerne, og vi begyndte vores march gennem restauranten, stadig lige så højrystede som før.Restauranten var fuld af gæster, der sad og nød deres vin. I baggrunden spillede Hr. Weyse en smuk melodi på klaveret, der fyldte rummet med en elegant atmosfære. Men den atmosfære blev hurtigt brudt, da vi tromlede ind i restauranten med vores oppakning og Chili, der stadigvæk lignede en plukket høne.Hr. Weyse stoppede brat med at spille, og alle gæsterne stirrede forskrækket på os. Vi lod os dog ikke påvirke. Vores mål var klart: vi skulle bare over til vores værelse. Vi fortsatte ufortrødent gennem restauranten, ignorerede de chokerede blikke og de hviskende stemmer. Da vi endelig nåede vores værelse og fik smidt bagagen, begyndte vi at grine højlydt over situationen.

Efter den lange cykeltur, tog vi os tid til at hvile og genvinde kræfterne. Da vi følte os friske nok, blev vi enige om at mødes udenfor hotellet for at finde noget at spise. Solen var næsten gået ned, og vi besluttede at følge kysten for at finde en hyggelig restaurant eller café.

Chili virkede meget træt, men han hængte på. Vi gik i en stille march langs kysten og nød den friske havluft. Til sidst fandt vi en lille grillbar, der duftede vidunderligt af grillet kød og krydderier. Vi satte os ved et udendørs bord, bestilte nogle burgere og kolde øl, og nød måltidet under den bløde, dalende aftenhimmel.

Da vi havde spist færdig og det var blevet helt mørkt, begyndte vi turen tilbage til hotellet. Trætheden meldte sig for alvor, og vi talte ikke meget på vejen tilbage. Det var som om, dagens anstrengelser og de tunge maver fra grillmaden lagde en behagelig døs over os alle.

Tilbage på hotellet gik vi hurtigt i seng. Trætheden overmandede os, og snart sov vi tungt, indtil en underlig lyd vækkede Tomme midt om natten. Lyden kom fra vores fælles køkken, noget der puslede rundt derude. Tomme lå stille i sengen, lyttede og overvejede, om han skulle stå op og undersøge det. Men nysgerrigheden blev overvundet af trangen til at blive liggende under den varme dyne.

Efter et stykke tid gik det op for Tomme, at det var Chili, der rodede rundt i køkkenet. Han var blevet tørstig efter alle de øl og den lange cykeltur, og nu forsøgte han at finde et glas. Tomme kunne høre, hvordan Chili ledte gennem skabene, men uden held. Langt om længe fandt Chili en gammel, brugt vase, som han forsigtigt fyldte med vand og drak af.

Lyden af vand, der blev hældt, og Chili, der drak, var næsten beroligende. Efter at have slukket sin tørst, blev der igen ro i køkkenet. Chili fandt tilbage til sin seng, og snart sov vi alle igen, dybt og uforstyrret.

Dag 2.

---

Chili blev vækket af en lav summen fra natbordet. Klokken var 8, og han havde sovet tungt, indtil mobilen fik ham tilbage til virkeligheden. Han rakte ud efter telefonen og så, at det var en SMS fra Tomme.

“Hej, jeg er allerede oppe. Sidder nede foran hotellet og venter på morgenmad. Den bliver først serveret klokken 9. Kommer du ned?” stod der.

Chili var hurtigt ude af sengen. Han hoppede i brusebadet, følte det kolde vand skylle søvnigheden væk, og trak derefter hurtigt noget tøj på. Han skyndte sig ned ad trapperne og ud mod hotellets terrasse, hvor Tomme sad på en udendørs stol med blikket rettet mod det glitrende vand. Solen stod lavt på himlen, og morgendisen svævede let over vandet.

“Godmorgen!” sagde Chili og trak en stol hen ved siden af Tomme. “Hvordan kan du allerede være oppe?”

Tomme trak på skuldrene og smilte. “Jeg kunne bare ikke sove længere. Desuden, se udsigten. Det er jo perfekt.”

De sad der, to venner, og lo af gårsdagens begivenheder, mens de nød den stille morgenstund. Vandet glimtede roligt i sollyset, og lyden af bløde bølgeskvulp fyldte luften.

Pludselig fik de øje på et par, der kom gående ned mod vandet. De var begge iført hvide morgenkåber og gik arm i arm mod den lille bro, der strakte sig ud over vandet. Chili og Tomme fulgte nysgerrigt med i, hvad der foregik.

Da parret nåede broen, stoppede de et øjeblik. Så, uden varsel, smed de deres morgenkåber og sprang i vandet med et stort plask.

“What!” udbrød Tomme forbløffet. “De har ingen tøj på!”

Chili og Tomme kiggede måbende på hinanden, stadig i chok over det, de lige havde set.

Efter et øjeblik kom pigen op af vandet, hendes lange hår dryppende og klistret til hendes ryg. Chili stirrede et øjeblik, og hans ansigt blev alvorligt.

“Hvad er det, hun har mellem benene?” spurgte han forsigtigt. “Er det tang?”

Tomme brød ud i en høj latter. “Nej, det er det ikke!” grinede han, mens han rystede på hovedet.

De kunne ikke lade være med at grine over situationen, og mens parret svømmede væk, vendte Chili og Tomme tilbage til deres samtale, stadig grinende over den uventede morgendukkert, de netop havde været vidne til.

Mens vi sad og ventede på morgenmaden, begyndte en pludselig banken at bryde morgenens ro. Lyden kom fra et af hotellets vinduer, og vi begyndte at kigge rundt for at finde ud af, hvor den kom fra. Det tog lidt tid, men til sidst fangede vores blik Mygges værelse.

Vi kunne lige skimte ham gennem gardinerne og da han kom tættere på vinduet, kunne vi se, at han kun havde sine underbukser på. Hvad der skete derefter, fik os til at bryde ud i latter. Mygge begyndte at danse rundt på en måde, der mindede om en kombination af mavedans og hop. Han snurrede rundt, viftede med armene og hoppede op og ned, som om han var den eneste person på jorden.

Tomme kunne næsten ikke få vejret af grin. “Hvad har han gang i?” spurgte han, mens han holdt sig på maven.

Det så virkelig komisk ud. Mygges dansefærdigheder, især når det kom til mavedans, var tilsyneladende imponerende, og det blev bekræftet, da han lavede nogle hurtige, rytmiske bevægelser med maven, som om han optrådte for et publikum.

Efter et par minutter, hvor vi havde grinet så meget, at vores sider gjorde ondt, stoppede Mygge sin lille optræden, vinkede hurtigt til os gennem vinduet og forsvandt ind i værelset. Kort tid efter kom han ned til os, stadig smilende, og klokken nærmede sig 9.

Vi var alle klædt i vores klub polo-shirt, og der var en følelse af fællesskab og venskab, som fyldte luften, mens vi gik ind mod hotellets spisestue. Sulten begyndte at melde sig, og tanken om en god morgenmad efter nattens strabadser lød mere og mere tiltalende.

Spisestuen er lys og indbydende med store vinduer, der giver udsigt til vandet udenfor. Rummet er elegant indrettet med hvide vægge og gardiner, der lukker masser af naturligt lys ind, hvilket giver en luftig og frisk atmosfære. Bordene er dækket med hvide duge, og der er opstillet smukke dekorationer i form af stearinlys og enkle blomster i vaser, som tilføjer et strejf af elegance. Stolene er hvide med enkle, rene linjer, der passer godt til rummets minimalistiske og stilfulde indretning. Der hænger også et par billeder på væggene, som bidrager til den afslappede, men sofistikerede stemning i rummet.

Da vi træder ind i spisestuen, bliver vi straks mødt af en duft af friskbrygget kaffe og nybagt brød, der fylder rummet med varme og hygge. Solens første stråler skinner gennem de store vinduer og giver en behagelig, gylden glød til det elegante rum. Foran os står et imponerende tag-selv-bord, bugnende af alle slags morgenmadslækkerier. Der er noget for enhver smag: sprøde croissanter, varme rundstykker, frisk frugt, marmelade, oste, og et udvalg af pålæg. Rundt omkring står flasker med friskpresset appelsin- og æblejuice, mens dampen stiger fra forskellige kander med te og kaffe.

Stemningen i spisestuen er rolig, men summende af liv. Flere hotelgæster sidder allerede ved bordene, nogle i gang med en stille samtale, andre læser dagens avis eller blot nyder deres måltid i stilhed. Der er en behagelig, afslappet atmosfære, hvor folk nyder starten på dagen i deres eget tempo.

Vi tager en bakke og begynder langsomt at fylde den med vores favoritter. En skive groft brød med smør, lidt ost, og en kop dampende kaffe virker som det perfekte valg denne morgen. Fra høflige nik mellem gæsterne til den bløde klirren af bestik mod tallerkener, mærkes den venlige stemning tydeligt.

Da vi satte os ved et bord, var der stadig en klukkende latter, der bredte sig mellem os, når vi tænkte på Mygges danseoptræden.

Vi sidder og nyder vores morgenmad i ro og mag. Solen strømmer stadig ind gennem vinduerne, og alt virker så fredfyldt. Men pludselig bemærker Chili noget. Han stirrer intenst på Tommes tallerken og opdager et gyldent wienerbrød, der ligger fristende og skinner i morgenlyset. En gnist af misundelse lyser op i hans øjne. Hvorfor havde han ikke taget et wienerbrød? Hans mave knurrer ved tanken.

Uden at sige et ord skubber Chili sin stol tilbage og rejser sig hurtigt. Hans mål er klart: tag-selv-bordet. Han zigzagger mellem de andre hotelgæster og når endelig hen til buffeten. Øjnene spejder ivrigt rundt, og efter hvad der føles som en evighed, finder han det eftertragtede fad fyldt med små, delikate wienerbrød. En lille palette ligger ved siden af, perfekt til at løfte de skrøbelige stykker op.

Med næsten ceremoniel forsigtighed placerer Chili paletten under et af wienerbrødene og løfter det op. Men lige som han drejer sig for at gå tilbage til bordet, slipper hans greb, og slask!—wienerbrødet falder lige ned på gulvet. Lyden runger i spisestuen, og Chili fryser fast på stedet, hans hjerte banker hurtigt. Han kigger sig panisk rundt for at se, om nogen har bemærket hans uheld.

Og dér, ved et bord tæt ved, fanger hans blik en ældre dame. Hun stirrer direkte på ham med et strengt, næsten vredt udtryk. Chili rødmer og overvejer et kort øjeblik at lade som om, ingenting var sket. Måske kunne han bare lade det ligge og snige sig væk? Men damens stikkende blik holder ham fast. Uden anden udvej bukker Chili sig hurtigt ned, samler wienerbrødet op og placerer det tilbage på sin tallerken.

Han skynder sig tilbage til sit bord, damens øjne brændende i ryggen på ham hele vejen. Tomme sidder uvidende og nyder sin egen morgenmad og Mygge ikke kunne holde sig for grin over episoden. Chili sætter sig forsigtigt ned. Han tager en dyb indånding, håber på, at øjeblikket er forbi.

Med damens blik stadig fast rettet mod ham, bider Chili ned i wienerbrødet. Det knaser under hans tænder, men Chili lod som ingenting.

Under morgenmaden blev vi hurtigt enige om, at vi skulle tage bussen rundt på Ærø – den var jo gratis, så det var en oplagt mulighed for at opleve øen uden at bekymre os om transport. Da vi var færdige med morgenmaden og havde sundet os lidt, gjorde vi os klar til at tage afsted. Busstoppestedet lå længere inde mod centrum af Marstal, så vi begyndte at gå i den retning.

Da vi ankom til stoppestedet, fik vi øje på en lille kiosk med souvenirs i vinduerne. “Her må vi da kunne få en øl.” sagde Tomme med et smil. Vi gik ind i butikken og fandt nogle Elefantøl, lige præcis hvad vi havde brug for. Ifølge rejseplanen ville bussen først komme om 15 minutter, så der var rigeligt med tid til en øl.

Udenfor kiosken stod der en bænk med et lille bord. Vi satte os der og nød vores øl i den friske morgenluft. Mens vi sad og ventede, kom en bil kørende. Ud steg en ældre dame, der kastede et forbavset blik på os, da hun så, at vi sad og drak øl så tidligt. Hun smilede og nikkede, før hun lo og sagde: “Det er godt nok tidligt med en øl.” mens hun var på vej ind i kiosken.

Tiden fløj afsted, og snart kom bussen. Vi hoppede på, alle med et lille grin over den ældre dames kommentar. På vej ind i bussen blev vi enige om, at vi ville tage turen tilbage til Søby for at se, om der var nogle gode, brune værtshuse, hvor vi kunne tage et par øl mere.

Bussen satte i gang, og vi kørte gennem Ærøs smukke landskab. Chili kunne tydeligt mærke, at det var dagen derpå – han faldt hurtigt i søvn, mens Mygge og Tomme snakkede videre og nød turen.

Langt om længe ankom vi til Søby. Chili, vores trofaste følgesvend, var endelig blevet friskere og klar til nye eventyr. Vi havde hørt rygter om et lille værtshus i byen, og det skulle findes et sted i nærheden af havnen. Efter at have slentret langs kajen, hvor både vuggede stille i den svage brise, begav vi os op ad Havnevejen. Byen var rolig, nærmest stille, men charmerende på sin egen måde.

Vi passerede Søby Kirke, der rejste sig som en stolt vogter over byen, og fortsatte videre ad Langebro. Det varede ikke længe, før vi fik øje på et gult hus med rød tegl. Udenfor hang et sort skilt med teksten DOK IV Cáfe & Pub i hvide bogstaver. Det var her, vi skulle hen.

Vi trådte ind gennem døren med tørsten tydeligt præget i vores skridt. DOK IV Cáfe & Pub var en skjult perle midt i Søby. Indenfor var der en hyggelig atmosfære med synlige træbjælker, der gav stedet en varm og rustik charme. Et par spillemaskiner blinkede roligt i hjørnet, og den aflange bar fyldte rummet med en følelse af både tradition og historie. Langs baren sad der stamgæster, der med det samme kastede et nysgerrigt blik på os, især da de opdagede vores klub-polo shirts. Vi var åbenbart et usædvanligt syn her.

Vi fandt et højbord og bestilte straks et par kolde Grøn Tuborg. Stemningen i værtshuset var rolig, og rummet var kun let tilrøget, som om stedet næsten var blevet renoveret for nylig. Alt virkede nyt og indbydende, men med en sjæl, der vidnede om mange gode stunder gennem årene.

Kroværten, en hyggelig og snakkesalig mand, bemærkede hurtigt vores klubmærker på ryggen og blev straks interesseret i, hvem vi var. Vi kom hurtigt i snak. Han delte historier fra Søby og nærområdet, og snart følte vi os som en del af stedets stamkunder.

Tiden fløj afsted, og vi endte med at tilbringe det meste af formiddagen i den hyggelige pub. Da vi til sidst gjorde antræk til at tage afsted, var vi så heldige at få en lille gave fra kroværten – et nåleemblem med den gyldne dame fra Guld Tuborg. Det var en gestus, der varmet os og gjorde dagen i Søby til noget helt særligt.

Vi forlod DOK IV med gode minder, og vidste allerede, at vi nok ville komme tilbage en dag.

Efter flere øl og i højt humør blev vi enige om, at det var tid til at komme videre. Vi hoppede på bussen igen og satte kurs mod Ærøskøbing, hvor vi håbede at finde flere værtshuse, der kunne forlænge vores gode stemning. Men først skulle vi lige tage et pitstop i Tranderup, hvor den lille købmand lå og lokkede med sine specialøl. Vi måtte simpelthen prøve Tuborg Fine Festival igen.

Vi satte os udenfor ved den lille købmand og nød øllen, mens vi ventede på, at bussen skulle komme tilbage. Solen skinnede, og vi lod tiden flyde roligt, som øllene langsomt forsvandt fra flaskerne. Efter en halv times tid dukkede bussen op igen, og vi hoppede på for at fortsætte mod Ærøskøbing.

Da vi ankom til Ærøskøbing, var vores første stop Netto. Vi ville lige have et par ekstra øl med, bare for en sikkerheds skyld. Byen var fyldt med mennesker, og der var en travl energi over det hele. Med vores forsyninger i hænderne begav vi os op ad Vestergade, hvor vi hurtigt fandt et nyt værtshus – Arrebo.

Vi trådte ind af døren til Arrebo og blev straks mødt af de nysgerrige blikke fra stamgæsterne. Rummet var tilrøget, som et klassisk værtshus bør være, og der var en del mennesker. Men stemningen her var ikke helt den samme, som vi havde oplevet tidligere i Søby. Vi satte os ned, bestilte en øl, og kiggede rundt. Det var hyggeligt nok, men vi kunne mærke, at vores eventyrlyst drev os videre.

Efter kun en enkelt øl besluttede vi at fortsætte op ad Vestergade. Gaden summede af liv, og det viste sig, at der var loppemarked. En masse boder stod opstillet langs gaden, og folk vrimlede rundt og kiggede på de mange ting, der var til salg. Vi stoppede op flere steder og grinte af de sjove, mærkelige og unikke genstande, vi fandt. Alt fra gamle plader til antikke møbler stod til skue.

Vi faldt hurtigt over et hyggeligt sted kaldet Den gamle købmandsgaard. Her havde de deres egen bryggede specialøl, og vi satte os i gårdhaven for at nyde en kold øl i den afslappende atmosfære. Det var et dejligt sted, og tiden fløj hurtigt forbi, mens vi sad og nød solens sidste stråler og den gode bryg.

Da aftenen begyndte at falde på, og byen langsomt faldt til ro, besluttede vi, at det var tid til at vende næsen hjemad. Vi fandt bussen og satte kursen mod Marstal, fyldt med gode minder fra vores dag på Ærø, hvor hver by havde givet os noget særligt at tage med os.

Da vi endelig kom til Marstal, var vi fast besluttet på at tage endnu en runde på vores yndlingssted, Minde Bar. Det var et lille, hyggeligt sted, som vi havde besøgt før, og selvom der ikke var mange mennesker, var det nok til at skabe den velkendte værtshusstemning. Røgen hang i luften, og lyden af klirrende flasker blandede sig med dæmpede samtaler. Vi fandt et bord i baglokalet, hvor vi satte os og nød endnu flere kolde grønne Tuborg.

I baren sad der tre gutter, som diskuterede heftigt. Vi kunne høre brudstykker af samtalen – de talte om krig, ødelæggelse og tab. Efterhånden stod det klart, at de var veteraner. Stemningen i lokalet blev langsomt tungere og mere trykkende, som samtalen i baren tog en mørkere drejning. Vi kiggede på hinanden og besluttede, at det nok var tid til at komme videre, inden stemningen helt ændrede sig.

Promillen havde sneget sig godt op, og vi havde efterhånden svært ved at holde os på fortovet. I stedet valgte vi at gå midt på vejen, mens vi forsøgte at navigere gennem Marstals stille gader i jagten på et nyt værtshus. Men det var ikke let – byen virkede pludselig som en labyrint, og vi kunne ikke finde noget, der mindede om et sted at slå os ned.

Da vi drejede om et hjørne, så vi en politipatruljevogn holde ved vejen. Tomme stoppede op og stirrede på vognen, som om en lys idé lige var slået ned i ham. “Måske ved han, hvor der er et værtshus,” sagde han og begyndte at gå direkte hen mod bilen.

“Nej, det gør du ikke,” udbrød Myggen, men før nogen kunne stoppe ham, var Tomme allerede nået frem til bilen. Betjenten rullede vinduet ned og kiggede spørgende på ham.

“Er der noget, jeg kan hjælpe med?” spurgte betjenten roligt.

“Ja,” svarede Tomme uden at tøve. “Ved du, hvor der er et værtshus?”

Betjenten smilte bredt, som om han havde hørt spørgsmålet mange gange før. Han pegede i en retning og sagde: “I skal bare gå den vej, så kommer I til et sted.”

Taknemmelige for hans hjælp begyndte vi at gå i den retning, han havde vist. Vi gik og gik, men der var stadig ingen værtshuse i syne. Bag os kunne vi høre lyden af en bil, der langsomt nærmede sig. Det var politivognen igen. Den kørte op ved siden af os, og betjenten rullede endnu engang vinduet ned.

“I er gået den forkerte vej,” sagde han med et grin. “I skal i den modsatte retning.” Han pegede tilbage den vej, vi var kommet fra.

Vi gik i den retning, som betjenten havde anvist os, og Chili, med store øjne, sagde: “Jeg troede virkelig, at han kom tilbage for at smide os i detention.” Vi brød alle ud i grin over episoden. Der havde været noget komisk ved situationen, og det satte stemningen for resten af vores aften.

Efter lidt tid kom vi til en lille rød bygning, hvor Carlsberg-logoer var klistret på vinduerne. Det måtte være stedet. Vi gik ned ad en smal gyde ved siden af huset og fandt en diskret dør med et skilt, hvor der stod “Skippekroen.” Da vi trådte ind, blev vi mødt af et mørkt og lidt dystert rum. Vi kom ind i en lang gang, hvor toiletterne lå på den ene side, og fra den anden ende af gangen kunne vi høre latter og lyden af klirrende flasker.

Da vi nåede forbi gangen, åbenbarede der sig en bar og en gruppe stamgæster, der sad spredt ved nogle borde. Bagerst i lokalet stod et billardbord, og lyset var dæmpet, hvilket gav stedet en intim, næsten hemmelighedsfuld stemning. Vi bestilte nogle øl og satte os ved siden af et par af stamgæsterne. Snakken flød hurtigt, og vi faldt i god samtale med dem. Den ene af dem, en fyr med vilde øjne, kunne ikke stoppe med at grine uhæmmet. Han virkede som en sjov fisk, men han bidrog til den hyggelige stemning.

Vi hyggede os, men efterhånden som natten skred frem, begyndte trætheden at melde sig, og vi blev enige om, at det var tid til at vende tilbage til hotellet. På vej ud sagde Chili og Tomme, at de lige skulle tisse, så vi gjorde et sidste stop ved toiletterne. Myggen var allerede gået ud, men mens vi tissede og smågrinte over aftenens hændelser, skete der pludselig noget uventet.

Noget fløj ind gennem vinduet, og Chili skreg så højt, at han i forskrækkelsen kom til at pisse op ad væggen. Vi kiggede alle forskrækket rundt, indtil vi opdagede, hvad det var – en toiletrulle. Vi kiggede ud af vinduet og så Myggen stå udenfor med et stort grin på læben. Han havde selvfølgelig kastet toiletrullen ind for at lave lidt sjov med os.

Efter chokket begyndte vi alle at grine ukontrolleret. Det var en perfekt afslutning på en aften fyldt med latter, øl og gode minder. Da vi til sidst kom ud fra kroen, var vi trætte, men glade, og vi satte kursen mod hotellet med smil på læben og endnu en sjov historie i bagagen.

Dag 3

---

Vi stod tidligt op næste morgen, stadig lidt groggy fra nattens strabadser. Hovedet dunkede en smule, men hotellets morgenmadsbuffet ventede, og den tanke var nok til at få os i gang. Vi satte os ned i spisestuen, hvor duften af kaffe og friskbagt brød fyldte luften. Den sidste bid mad blev nydt, mens vi langsomt kom til os selv. Efter en god kop kaffe og en solid morgenmad var vi klar til at tjekke ud.

Med taskerne pakket og cykelbatterierne fuldt opladede, begav vi os mod receptionen. Planen var enkel – vi skulle cykle hele vejen tilbage til Søby for at tage færgen tilbage til Fynshavn. Turen var lang, men vi var beslutsomme. Vejret var klart, og vi vidste, at dette var afslutningen på en uforglemmelig rejse.

Vi besluttede at holde færre pauser undervejs – både på grund af tiden, men også fordi vi bare ville komme frem. Cyklerne trillede gennem de smukke landskaber, mens vi mindedes de mange gode oplevelser fra turen. Fra værtshusene i Søby og Ærøskøbing til den sjove aften i Marstal. Øjeblikke, der vil blive talt om længe, og grin, som vi nok aldrig vil glemme.

Da vi endelig nåede Søby, og færgen dukkede op i horisonten, var vi lettede. Eventyret var slut for denne gang, men det havde været en tur fyldt med latter, gode historier og uforglemmelige oplevelser. Vi gik ombord på færgen, med en fælles beslutning om, at næste gang ville vi ikke cykle. Og i hvert fald ikke, når vi var i beruset tilstand.