Århus

Dag 1.

---

Chili sad hjemme i sofaen og stirrede spændt på uret. Det var endelig blevet dagen, som hele Guldbajerklubben havde ventet på i flere måneder – den årlige tur. Denne gang gik turen til Århus, og forventningens glæde kunne allerede mærkes fra morgenstunden.

Radioen kørte i baggrunden med morgenens vejrudsigt. Værten lovede solskin hele weekenden, lune temperaturer og perfekt bajervejr. Chili lænede sig tilfreds tilbage og nikkede for sig selv.

“Det kan jo ikke blive bedre,” mumlede han.

Klokken nærmede sig 9, hvor det var aftalt, at Mygge skulle hente ham. Derefter gik turen videre mod Nordborg for at samle Tomme op, inden de satte kursen mod det aarhusianske natteliv og de mange værtshuse, som ventede på Guldbajerklubben.

Pludselig lød et højt dyt ude fra vejen.

“Der er han sgu!” udbrød Chili og sprang op fra sofaen.

Han greb tasken og skyndte sig mod døren. Men lige som han var ved at træde ud, stivnede han.

“FOR HELVEDE… klistermærkerne!”

Han havde glemt Guldbajerklubbens legendariske klistermærker –de samme mærker som efterhånden sad på lygtepæle, bardiske og toiletter rundt omkring i landet efter tidligere ture.

Chili skyndte sig tilbage ind i stuen og trak en skuffe op. Mellem nogle gamle papirer og forskellige småting lå klistermærkerne heldigvis stadig.

“Der var I jo!”

Han snuppede dem hurtigt og kom småløbende ned mod vejen. Ude i bilen sad Mygge allerede bag rattet med solbriller på og musik bragende ud af højtalerne.

“Det tog sin tid,” grinede Mygge gennem det åbne vindue.

“Rolig nu,” svarede Chili og smækkede døren i. “De skulle nødig blive glemt.”

Mygge nikkede anerkendende.

“Fair nok. Så mangler vi bare Tomme… og cirka 40 bajere.”

Motoren brummede op, og bilen trillede afsted gennem morgenen. Eventyret var begyndt.

Vi nærmede os Havnbjerg, hvor Tomme allerede stod ude ved vejen og ventede utålmodigt på os. Han havde tydeligvis været klar et stykke tid og holdt øje efter bilen. Da vi rullede ind til siden, stod han klar med tasken i hånden.

“Så kom I endelig,” grinede han, mens han åbnede bagagerummet.

Tasken blev hurtigt smidt ind bagi, og efter et kort gensynshåndtryk var vi alle samlet. Nu kunne turen for alvor begynde. Vi satte kursen mod Sønderborg Banegård, hvorfra vores rejse mod Århus skulle starte.

Solen stod højt på himlen, og alt tydede på, at det ville blive en varm og fantastisk weekend. Allerede i bilen var humøret højt. Snakken gik livligt, grinene sad løst, og vi glædede os alle til de oplevelser, der ventede os i Århus.

Vi havde på forhånd planlagt en rute rundt til nogle af byens brune værtshuse, så det hele passede med åbningstiderne. Der var blevet kigget på kort, diskuteret rækkefølge og lagt en plan, så vi kunne få mest muligt ud af turen.

Efter lidt kørsel nåede vi endelig frem til Sønderborg Banegård. Der var ikke mange mennesker på stationen denne morgen. Ud over nogle få rejsende var der mest studerende fra universitetet overfor banegården, som var på vej til dagens undervisning.

Vi parkerede bilen og tog vores bagage med os. Med tasker over skulderen satte vi kursen mod perronen. Der gik ikke lang tid, før vi fandt en ledig bænk, hvor vi kunne slå os ned og vente på toget.

Der var stadig lidt tid, før toget skulle ankomme, så vi sad og nød den gode stemning. Spændingen steg stille og roligt – nu var det ikke længere bare en plan, men starten på årets Guldbajerklub-eventyr.

Pludselig brød Tommes stemme stilheden.

“Jeg er tørsstig!”

Med et stort grin tog han fat i sin ene kuffert og løftede den op på bænken. Mygge kiggede nysgerrigt på ham.

“Hvad har du egentlig pakket i den?” spurgte han.

Tomme sagde ikke noget, men lod bare smilet tale for sig selv. Mygge hjalp med at lyne kufferten op, og da den blev åbnet, dukkede der en velkendt syn op.

En hel kasse med Guldbajer lå gemt derinde.

“Selvfølgelig,” grinede Chili. “Vi skulle jo nødig løbe tør, inden turen overhovedet var begyndt.”

Stemningen steg endnu et hak, og med en kasse Guldbajer klar til rejsen kunne vi kun glæde os endnu mere til de næste mange timer.

Efter den anden øl og lidt nydelse af solen kunne vi i det fjerne høre lyden af toget, der nærmede sig stationen. Vi samlede hurtigt vores ting sammen og gjorde os klar til at stige ombord.

Da toget rullede ind på perronen, fandt vi hurtigt vores pladser. Vi var kun tre personer, og ved bordet var der normalt plads til fire, så der stod én tom sæde tilbage ved siden af os.

Vi kiggede alle på den tomme plads.

Mygge smilede og sagde:

“Hvem får vi som medpassager?”

Vi grinede, for på de tidligere ture havde det næsten altid været sådan, at den tomme plads på et tidspunkt blev besat af en fremmed. Det var efterhånden spændende at se, hvem der mon ville ende med at sidde ved vores bord denne gang.

“Mon vi får en stille og rolig type?” spurgte Chili med et grin.

Vi lænede os tilbage, mens toget satte i bevægelse. Landskabet begyndte langsomt at glide forbi vinduet, og med en kasse Guldbajer inden for rækkevidde og Århus forude kunne turen næsten ikke begynde bedre.

Da vi nærmede os Tinglev Station, syntes Tomme, at det var tid til at vise, hvad han havde gemt i kufferten. Han løftede kassen med Guldbajer op på bordet, og da den ramte bordpladen, lød der et ordentligt smæk.

De nærmeste passagerer vendte sig straks om og kiggede forbløffet hen mod os. Det var tydeligt, at de lige skulle finde ud af, hvad der foregik ved vores bord.

Som på refleks rakte vi alle tre ud efter en øl fra kassen. Der var ingen grund til at spilde tiden – turen var jo allerede begyndt.

Da vi endelig kom til Tinglev, skete det præcis, som vi havde forudset. En ny passager steg på toget og bevægede sig ned gennem vognen. Han stoppede op ved vores bord og kiggede på sædenummeret over pladsen.

Det var en jævnaldrende mand, som tydeligvis havde fundet den rigtige plads. Han kiggede dog en ekstra gang på os, vores øl og den åbne kasse på bordet. Et øjeblik så det ud, som om han overvejede at finde en anden plads.

Men efter et kort øjeblik satte han sig forsigtigt ned ved siden af Mygge.

Vi smilede til ham, og det virkede til at få ham til at slappe lidt mere af. Toget satte langsomt i gang igen, og rejsen mod Århus fortsatte.

Som timerne gik, blev der drukket godt fra kassen, og samtalen blev mere og mere livlig. Til sidst sad vores nye medpassager også med en Guldbajer i hånden – selvom han med et grin indrømmede, at det nok var lidt tidligere på dagen, end han normalt ville begynde.

“Det er måske lige tidligt nok,” sagde han, mens han kiggede på øllen.

Men stemningen havde allerede ændret sig. Han var blevet mere afslappet og begyndte snart selv at blande sig i samtalen. Han lyttede til vores historier, stillede spørgsmål og grinede med, som om han havde siddet ved bordet hele tiden.

Endnu en gang havde den tomme plads ved bordet fået sin egen historie.

Da vi nærmede os Fredericia, ændrede stemningen sig pludselig en smule. Tomme, som ellers havde været i godt humør hele turen, begyndte at se lidt bekymret ud. Det lagde hurtigt en dæmper på den hyggelige samtale ved bordet.

Vi kiggede på ham.

“Er der noget galt?” spurgte Chili.

Tomme tøvede et øjeblik, inden han trak vejret dybt.

“Jeg har en dårlig nyhed, som jeg gerne vil dele med jer,” sagde han.

Vi blev straks lidt mere opmærksomme.

“Når vi skifter tog i Fredericia…” begyndte han.

Han holdt en lille pause, som om han selv grublede over, hvordan han skulle sige det.

“…så har jeg bestilt billetter uden pladsreservation.”

Der blev stille ved bordet.

“Så vi skal stå op resten af turen,” fortsatte han.

Et øjeblik sad vi alle og tænkte over det. Efter flere timer i toget med øl, gode historier og behagelige sæder var tanken om at skulle stå resten af vejen ikke ligefrem den bedste nyhed.

Men stilheden varede ikke længe.

Mygge lænede sig tilbage og grinede.

“Det er sgu ingen problem!”

Han kiggede rundt på os andre.

“Det er jo kun en times tid, vi skal stå op.”

Med de ord var bekymringen hurtigt væk igen. Vi grinede lidt af det og fortsatte samtalen, som om intet var hændt.

Vores medpassager skulle desværre af toget inden Fredericia, så han nåede ikke at opleve næste del af Guldbajerklubbens togrejse. Vi sagde pænt farvel til ham, og han ønskede os en god tur videre mod Århus.

Kort efter kunne vi se Fredericia nærme sig. Togskiftet ventede, og det samme gjorde den sidste del af rejsen.

Da vi ankom til Fredericia, var der kun få Guldbajere tilbage i kassen. Dem tog vi med i hånden, da der alligevel ikke var nogen grund til at lade dem stå tilbage.

Vi steg af toget og skyndte os hen mod perronen, hvor toget til Århus snart ville ankomme. Der var travlt på stationen. Rejsende gik i alle retninger med tasker og kufferter, alle på vej mod deres næste tog. Midt i mylderet fandt vi den rigtige perron og ventede spændt.

Der gik ikke længe, før toget rullede ind på stationen. Vi steg hurtigt ombord, men som Tomme havde fortalt tidligere, var der ingen pladsreservation. Alle siddepladser var optaget, så vi fandt en plads i midten af vognen, hvor vi kunne stå sammen.

Det varede ikke længe, før vi faldt i snak med en gruppe grønlændere, som stod i nærheden. De var i højt humør og havde ligesom os et par øl med på turen. Grinene rungede gennem vognen, historierne blev fortalt på kryds og tværs.

Efterhånden begyndte vi at kunne mærke, at benene blev trætte. Selvom turen fra Fredericia til Århus kun varede omkring en time, kunne det godt mærkes at stå op hele vejen. Heldigvis var humøret stadig højt, og de gode grin og den hyggelige stemning gjorde, at tiden gik overraskende hurtigt.

Efter omkring en time begyndte landskabet udenfor langsomt at ændre sig. Marker og små landsbyer blev afløst af tættere bebyggelse, flere veje og større bygninger. Togtrafikken blev også mere livlig, og der kom flere spor ved siden af hinanden.

“Drenge,” sagde Mygge og kiggede ud ad vinduet, “nu er vi vist ikke langt fra Århus.”

Vi fulgte alle hans blik. Det var tydeligt, at vi nærmede os Danmarks næststørste by. Om få minutter ville toget rulle ind på Århus Hovedbanegård.

Da vi endelig rullede ind på Århus Banegård, kunne vi straks se, at vi ikke var de eneste, der var kommet til byen denne fredag. Perronerne var fyldt med rejsende, og der var mennesker overalt.

“Mon der overhovedet er plads til, at vi kan komme ud af toget?” grinede Mygge.

Dørene gik op, og sammen med de mange andre passagerer maste vi os ud af toget. Det gik langsomt, men til sidst stod vi alle tre på perronen. Et øjeblik blev vi stående tæt ved sporet, mens menneskemængden fordelte sig ud gennem banegården.

Vi tog taskerne på skuldrene og satte kursen gennem banegården. Målet var klart – vi skulle finde vores hotel, Cabinn, og have bagagen sat af, inden Tour Bodega for alvor kunne begynde.

Pludselig stoppede Chili op.

“Se lige der… en fotoautomat! Det er godt nok længe siden, jeg har set sådan en.”

Lige ved udgangen til Banegårdspladsen stod en gammeldags fotoautomat. Vi blev alle stående et øjeblik og betragtede den.

“Den skal vi næsten prøve, inden vi tager hjem igen,” sagde Mygge.

Vi grinede og fortsatte ud mod Banegårdspladsen.

Foran os åbnede byen sig. I det fjerne ragede Aarhus Domkirke op over hustagene.

“Det er den vej,” sagde Tomme og pegede op ad Ryesgade.

Vi fulgte fortovet gennem den travle gågade. Solen stod højt på himlen, og varmen kunne mærkes mellem bygningerne. Caféernes udeserveringer var fyldt med mennesker, butikkerne summede af liv, og gademusikanter satte lydspor på den travle eftermiddag. Folk sad med kolde drikke, shoppede eller nød solen på bænkene, mens cyklister elegant snoede sig mellem fodgængerne.

Vi lagde også mærke til, hvor mange unge mennesker der var i byen. Piger i sommerkjoler og korte nederdele, mænd i shorts og T-shirts – alle virkede til at nyde det fantastiske forårsvejr. Der var en afslappet stemning, som kun en varm fredag eftermiddag kan skabe.

“Der er godt nok liv i Århus,” bemærkede Chili, mens han kiggede sig omkring.

Efter et stykke tid nåede vi frem til Århus Å. Langs åen lå caféerne side om side, og næsten alle borde var optaget. Folk sad tæt, nød frokosten, drak kolde øl og talte livligt sammen. Solens stråler glimtede i vandet, og stemningen var præcis så hyggelig, som vi havde håbet på.

Vi krydsede åen og fortsatte ad Kannikegade. Kort efter dukkede Cabinn Hotel op foran os.

“Så er vi fremme,” sagde Mygge.

Vi gik ind i receptionen, fik udleveret vores nøglekort og blev enige om at mødes i forhallen, så snart vi alle havde fået checket ind og sat bagagen på værelserne.

Nu var der kun én ting tilbage.

Tour Bodega i Århus kunne begynde.

Vi mødtes alle tre i forhallen på Cabinn. Taskerne var kommet på plads, og nu var vi klar til det, vi var kommet til Århus for – at besøge byens brune værtshuse.

Tomme fandt ruten frem.

“Første stop bliver Søren Bruun.”

Vi forlod hotellet og bevægede os gennem byen mod M.P. Bruuns Gade. Århus summede stadig af liv. Folk sad udenfor på caféerne, cykler susede forbi, og byen havde den særlige blanding af studerende, lokale og turister, som gør Århus til noget helt særligt.

Da vi nærmede os M.P. Bruuns Gade, kunne vi begynde at se vores første mål for dagen. Midt blandt byens butikker og travle gader lå Søren Bruun.

Udefra skilte værtshuset sig ud med sit sorte skilt over indgangen og de klassiske ølreklamer i vinduerne. Navnet “Søren Bruun” stod tydeligt frem, og foran indgangen stod nogle få borde, hvor gæster kunne sidde og følge med i livet på gaden. Det var ikke et sted, der prøvede at gemme sig – man kunne straks se, at her var tale om et sted med historie og faste gæster.

Vi stoppede et øjeblik udenfor og kiggede på facaden.

“Det ser lovende ud,” sagde Mygge.

Vi åbnede døren og trådte indenfor.

Inde i lokalet blev vi mødt af en helt anden stemning end den travle gade udenfor. Der var roligt og hyggeligt. Lokalet var lyst og rummeligt med borde og stole langs væggene, en lang bardisk og fjernsyn hængende rundt omkring. På væggene hang forskellige minder fra sportens verden, blandt andet fodboldtrøjer og billeder, som gav stedet personlighed.

Der var en blanding af gæster. Nogle sad ved bordene og snakkede stille over en øl, mens andre stod ved baren og hyggede sig. Det virkede som et sted, hvor både stamgæster og nye besøgende kunne føle sig velkomne.

Vi fandt et bord, satte os ned og kiggede rundt.