Århus

Dag 1.

---

Chili sad hjemme i sofaen og stirrede spændt på uret. Det var endelig blevet dagen, som hele Guldbajerklubben havde ventet på i flere måneder – den årlige tur. Denne gang gik turen til Århus, og forventningens glæde kunne allerede mærkes fra morgenstunden.

Radioen kørte i baggrunden med morgenens vejrudsigt. Værten lovede solskin hele weekenden, lune temperaturer og perfekt bajervejr. Chili lænede sig tilfreds tilbage og nikkede for sig selv.

“Det kan jo ikke blive bedre,” mumlede han.

Klokken nærmede sig 9, hvor det var aftalt, at Mygge skulle hente ham. Derefter gik turen videre mod Nordborg for at samle Tomme op, inden de satte kursen mod det aarhusianske natteliv og de mange værtshuse, som ventede på Guldbajerklubben.

Pludselig lød et højt dyt ude fra vejen.

“Der er han sgu!” udbrød Chili og sprang op fra sofaen.

Han greb tasken og skyndte sig mod døren. Men lige som han var ved at træde ud, stivnede han.

“FOR HELVEDE… klistermærkerne!”

Han havde glemt Guldbajerklubbens legendariske klistermærker –de samme mærker som efterhånden sad på lygtepæle, bardiske og toiletter rundt omkring i landet efter tidligere ture.

Chili skyndte sig tilbage ind i stuen og trak en skuffe op. Mellem nogle gamle papirer og forskellige småting lå klistermærkerne heldigvis stadig.

“Der var I jo!”

Han snuppede dem hurtigt og kom småløbende ned mod vejen. Ude i bilen sad Mygge allerede bag rattet med solbriller på og musik bragende ud af højtalerne.

“Det tog sin tid,” grinede Mygge gennem det åbne vindue.

“Rolig nu,” svarede Chili og smækkede døren i. “De skulle nødig blive glemt.”

Mygge nikkede anerkendende.

“Fair nok. Så mangler vi bare Tomme… og cirka 40 bajere.”

Motoren brummede op, og bilen trillede afsted gennem morgenen. Eventyret var begyndt.

Vi nærmede os Havnbjerg, hvor Tomme allerede stod ude ved vejen og ventede utålmodigt på os. Han havde tydeligvis været klar et stykke tid og holdt øje efter bilen. Da vi rullede ind til siden, stod han klar med tasken i hånden.

“Så kom I endelig,” grinede han, mens han åbnede bagagerummet.

Tasken blev hurtigt smidt ind bagi, og efter et kort gensynshåndtryk var vi alle samlet. Nu kunne turen for alvor begynde. Vi satte kursen mod Sønderborg Banegård, hvorfra vores rejse mod Århus skulle starte.

Solen stod højt på himlen, og alt tydede på, at det ville blive en varm og fantastisk weekend. Allerede i bilen var humøret højt. Snakken gik livligt, grinene sad løst, og vi glædede os alle til de oplevelser, der ventede os i Århus.

Vi havde på forhånd planlagt en rute rundt til nogle af byens brune værtshuse, så det hele passede med åbningstiderne. Der var blevet kigget på kort, diskuteret rækkefølge og lagt en plan, så vi kunne få mest muligt ud af turen.

Efter lidt kørsel nåede vi endelig frem til Sønderborg Banegård. Der var ikke mange mennesker på stationen denne morgen. Ud over nogle få rejsende var der mest studerende fra universitetet overfor banegården, som var på vej til dagens undervisning.

Vi parkerede bilen og tog vores bagage med os. Med tasker over skulderen satte vi kursen mod perronen. Der gik ikke lang tid, før vi fandt en ledig bænk, hvor vi kunne slå os ned og vente på toget.

Der var stadig lidt tid, før toget skulle ankomme, så vi sad og nød den gode stemning. Spændingen steg stille og roligt – nu var det ikke længere bare en plan, men starten på årets Guldbajerklub-eventyr.

Pludselig brød Tommes stemme stilheden.

“Jeg er tørsstig!”

Med et stort grin tog han fat i sin ene kuffert og løftede den op på bænken. Mygge kiggede nysgerrigt på ham.

“Hvad har du egentlig pakket i den?” spurgte han.

Tomme sagde ikke noget, men lod bare smilet tale for sig selv. Mygge hjalp med at lyne kufferten op, og da den blev åbnet, dukkede der en velkendt syn op.

En hel kasse med Guldbajer lå gemt derinde.

“Selvfølgelig,” grinede Chili. “Vi skulle jo nødig løbe tør, inden turen overhovedet var begyndt.”

Stemningen steg endnu et hak, og med en kasse Guldbajer klar til rejsen kunne vi kun glæde os endnu mere til de næste mange timer.

Efter den anden øl og lidt nydelse af solen kunne vi i det fjerne høre lyden af toget, der nærmede sig stationen. Vi samlede hurtigt vores ting sammen og gjorde os klar til at stige ombord.

Da toget rullede ind på perronen, fandt vi hurtigt vores pladser. Vi var kun tre personer, og ved bordet var der normalt plads til fire, så der stod én tom sæde tilbage ved siden af os.

Vi kiggede alle på den tomme plads.

Mygge smilede og sagde:

“Hvem får vi som medpassager?”

Vi grinede, for på de tidligere ture havde det næsten altid været sådan, at den tomme plads på et tidspunkt blev besat af en fremmed. Det var efterhånden spændende at se, hvem der mon ville ende med at sidde ved vores bord denne gang.

“Mon vi får en stille og rolig type?” spurgte Chili med et grin.

Vi lænede os tilbage, mens toget satte i bevægelse. Landskabet begyndte langsomt at glide forbi vinduet, og med en kasse Guldbajer inden for rækkevidde og Århus forude kunne turen næsten ikke begynde bedre.

Da vi nærmede os Tinglev Station, syntes Tomme, at det var tid til at vise, hvad han havde gemt i kufferten. Han løftede kassen med Guldbajer op på bordet, og da den ramte bordpladen, lød der et ordentligt smæk.

De nærmeste passagerer vendte sig straks om og kiggede forbløffet hen mod os. Det var tydeligt, at de lige skulle finde ud af, hvad der foregik ved vores bord.

Som på refleks rakte vi alle tre ud efter en øl fra kassen. Der var ingen grund til at spilde tiden – turen var jo allerede begyndt.

Da vi endelig kom til Tinglev, skete det præcis, som vi havde forudset. En ny passager steg på toget og bevægede sig ned gennem vognen. Han stoppede op ved vores bord og kiggede på sædenummeret over pladsen.

Det var en jævnaldrende mand, som tydeligvis havde fundet den rigtige plads. Han kiggede dog en ekstra gang på os, vores øl og den åbne kasse på bordet. Et øjeblik så det ud, som om han overvejede at finde en anden plads.

Men efter et kort øjeblik satte han sig forsigtigt ned ved siden af Mygge.

Vi smilede til ham, og det virkede til at få ham til at slappe lidt mere af. Toget satte langsomt i gang igen, og rejsen mod Århus fortsatte.

Som timerne gik, blev der drukket godt fra kassen, og samtalen blev mere og mere livlig. Til sidst sad vores nye medpassager også med en Guldbajer i hånden – selvom han med et grin indrømmede, at det nok var lidt tidligere på dagen, end han normalt ville begynde.

“Det er måske lige tidligt nok,” sagde han, mens han kiggede på øllen.

Men stemningen havde allerede ændret sig. Han var blevet mere afslappet og begyndte snart selv at blande sig i samtalen. Han lyttede til vores historier, stillede spørgsmål og grinede med, som om han havde siddet ved bordet hele tiden.

Endnu en gang havde den tomme plads ved bordet fået sin egen historie.

Da vi nærmede os Fredericia, ændrede stemningen sig pludselig en smule. Tomme, som ellers havde været i godt humør hele turen, begyndte at se lidt bekymret ud. Det lagde hurtigt en dæmper på den hyggelige samtale ved bordet.

Vi kiggede på ham.

“Er der noget galt?” spurgte Chili.

Tomme tøvede et øjeblik, inden han trak vejret dybt.

“Jeg har en dårlig nyhed, som jeg gerne vil dele med jer,” sagde han.

Vi blev straks lidt mere opmærksomme.

“Når vi skifter tog i Fredericia…” begyndte han.

Han holdt en lille pause, som om han selv grublede over, hvordan han skulle sige det.

“…så har jeg bestilt billetter uden pladsreservation.”

Der blev stille ved bordet.

“Så vi skal stå op resten af turen,” fortsatte han.

Et øjeblik sad vi alle og tænkte over det. Efter flere timer i toget med øl, gode historier og behagelige sæder var tanken om at skulle stå resten af vejen ikke ligefrem den bedste nyhed.

Men stilheden varede ikke længe.

Mygge lænede sig tilbage og grinede.

“Det er sgu ingen problem!”

Han kiggede rundt på os andre.

“Det er jo kun en times tid, vi skal stå op.”

Med de ord var bekymringen hurtigt væk igen. Vi grinede lidt af det og fortsatte samtalen, som om intet var hændt.

Vores medpassager skulle desværre af toget inden Fredericia, så han nåede ikke at opleve næste del af Guldbajerklubbens togrejse. Vi sagde pænt farvel til ham, og han ønskede os en god tur videre mod Århus.

Kort efter kunne vi se Fredericia nærme sig. Togskiftet ventede, og det samme gjorde den sidste del af rejsen.

Da vi ankom til Fredericia, var der kun få Guldbajere tilbage i kassen. Dem tog vi med i hånden, da der alligevel ikke var nogen grund til at lade dem stå tilbage.

Vi steg af toget og skyndte os hen mod perronen, hvor toget til Århus snart ville ankomme. Der var travlt på stationen. Rejsende gik i alle retninger med tasker og kufferter, alle på vej mod deres næste tog. Midt i mylderet fandt vi den rigtige perron og ventede spændt.

Der gik ikke længe, før toget rullede ind på stationen. Vi steg hurtigt ombord, men som Tomme havde fortalt tidligere, var der ingen pladsreservation. Alle siddepladser var optaget, så vi fandt en plads i midten af vognen, hvor vi kunne stå sammen.

Det varede ikke længe, før vi faldt i snak med en gruppe grønlændere, som stod i nærheden. De var i højt humør og havde ligesom os et par øl med på turen. Grinene rungede gennem vognen, historierne blev fortalt på kryds og tværs.

Efterhånden begyndte vi at kunne mærke, at benene blev trætte. Selvom turen fra Fredericia til Århus kun varede omkring en time, kunne det godt mærkes at stå op hele vejen. Heldigvis var humøret stadig højt, og de gode grin og den hyggelige stemning gjorde, at tiden gik overraskende hurtigt.

Efter omkring en time begyndte landskabet udenfor langsomt at ændre sig. Marker og små landsbyer blev afløst af tættere bebyggelse, flere veje og større bygninger. Togtrafikken blev også mere livlig, og der kom flere spor ved siden af hinanden.

“Drenge,” sagde Mygge og kiggede ud ad vinduet, “nu er vi vist ikke langt fra Århus.”

Vi fulgte alle hans blik. Det var tydeligt, at vi nærmede os Danmarks næststørste by. Om få minutter ville toget rulle ind på Århus Hovedbanegård.

Da vi endelig rullede ind på Århus Banegård, kunne vi straks se, at vi ikke var de eneste, der var kommet til byen denne fredag. Perronerne var fyldt med rejsende, og der var mennesker overalt.

“Mon der overhovedet er plads til, at vi kan komme ud af toget?” grinede Mygge.

Dørene gik op, og sammen med de mange andre passagerer maste vi os ud af toget. Det gik langsomt, men til sidst stod vi alle tre på perronen. Et øjeblik blev vi stående tæt ved sporet, mens menneskemængden fordelte sig ud gennem banegården.

Vi tog taskerne på skuldrene og satte kursen gennem banegården. Målet var klart – vi skulle finde vores hotel, Cabinn, og have bagagen sat af, inden Tour Bodega for alvor kunne begynde.

Pludselig stoppede Chili op.

“Se lige der… en fotoautomat! Det er godt nok længe siden, jeg har set sådan en.”

Lige ved udgangen til Banegårdspladsen stod en gammeldags fotoautomat. Vi blev alle stående et øjeblik og betragtede den.

“Den skal vi næsten prøve, inden vi tager hjem igen,” sagde Mygge.

Vi grinede og fortsatte ud mod Banegårdspladsen.

Foran os åbnede byen sig. I det fjerne ragede Aarhus Domkirke op over hustagene.

“Det er den vej,” sagde Tomme og pegede op ad Ryesgade.

Vi fulgte fortovet gennem den travle gågade. Solen stod højt på himlen, og varmen kunne mærkes mellem bygningerne. Caféernes udeserveringer var fyldt med mennesker, butikkerne summede af liv, og gademusikanter satte lydspor på den travle eftermiddag. Folk sad med kolde drikke, shoppede eller nød solen på bænkene, mens cyklister elegant snoede sig mellem fodgængerne.

Vi lagde også mærke til, hvor mange unge mennesker der var i byen. Piger i sommerkjoler og korte nederdele, mænd i shorts og T-shirts – alle virkede til at nyde det fantastiske forårsvejr. Der var en afslappet stemning, som kun en varm fredag eftermiddag kan skabe.

“Der er godt nok liv i Århus,” bemærkede Chili, mens han kiggede sig omkring.

Efter et stykke tid nåede vi frem til Århus Å. Langs åen lå caféerne side om side, og næsten alle borde var optaget. Folk sad tæt, nød frokosten, drak kolde øl og talte livligt sammen. Solens stråler glimtede i vandet, og stemningen var præcis så hyggelig, som vi havde håbet på.

Vi krydsede åen og fortsatte ad Kannikegade. Kort efter dukkede Cabinn Hotel op foran os.

“Så er vi fremme,” sagde Mygge.

Vi gik ind i receptionen, fik udleveret vores nøglekort og blev enige om at mødes i forhallen, så snart vi alle havde fået checket ind og sat bagagen på værelserne.

Nu var der kun én ting tilbage.

Tour Bodega i Århus kunne begynde.

Vi mødtes alle tre i forhallen på Cabinn. Taskerne var kommet på plads, og nu var vi klar til det, vi var kommet til Århus for – at besøge byens brune værtshuse.

Tomme fandt ruten frem.

“Første stop bliver Søren Bruun.”

Vi forlod hotellet og bevægede os gennem byen mod M.P. Bruuns Gade. Århus summede stadig af liv. Folk sad udenfor på caféerne, cykler susede forbi, og byen havde den særlige blanding af studerende, lokale og turister, som gør Århus til noget helt særligt.

Da vi nærmede os M.P. Bruuns Gade, kunne vi begynde at se vores første mål for dagen. Midt blandt byens butikker og travle gader lå Søren Bruun.

Udefra skilte værtshuset sig ud med sit sorte skilt over indgangen og de klassiske ølreklamer i vinduerne. Navnet “Søren Bruun” stod tydeligt frem, og foran indgangen stod nogle få borde, hvor gæster kunne sidde og følge med i livet på gaden. Det var ikke et sted, der prøvede at gemme sig – man kunne straks se, at her var tale om et sted med historie og faste gæster.

Vi stoppede et øjeblik udenfor og kiggede på facaden.

“Det ser lovende ud,” sagde Mygge.

Vi åbnede døren og trådte indenfor.

Inde i lokalet blev vi mødt af en helt anden stemning end den travle gade udenfor. Der var roligt og hyggeligt. Lokalet var lyst og rummeligt med borde og stole langs væggene, en lang bardisk og fjernsyn hængende rundt omkring. På væggene hang forskellige minder fra sportens verden, blandt andet fodboldtrøjer og billeder, som gav stedet personlighed.

Der var en blanding af gæster. Nogle sad ved bordene og snakkede stille over en øl, mens andre stod ved baren og hyggede sig. Det virkede som et sted, hvor både stamgæster og nye besøgende kunne føle sig velkomne.

Vi fandt et bord, satte os ned og kiggede rundt.

Så gik kursen mod Sankt Pauls Gade, hvor vi fandt det brune værtshus ButlerBar. Der sad en masse udenfor, og stemningen var livlig – som et lille friluftsteater midt i byen. Solen kastede et varmt skær over bordene, hvor folk sad tæt, snakkede og grinede med kolde øl i hånden. Duften af mad blandede sig med lyden af glas, der klirrede, og sporadiske latterudbrud fra de små grupper langs fortovet.

Indenfor var der mere ro. Vi fandt en plads ved vinduet, hvor vi stadig kunne følge gadelivet gennem ruden. Lokalet var dunkelt og hyggeligt, med træpaneler og en let summen af samtaler. Vi fik hurtigt bestilt nogle Guldbajer, og da de kom på bordet, drak vi direkte af flasken – som det sig hør og bør. Skummet lagde sig langs kanten, og vi skålede med et tilfreds nik.

Efter vi var færdige med vores øl, gik vi videre mod M.P. Bruuns Gade, hvor vi fandt det brune værtshus Peter Gift. Udenfor hang det klassiske skilt med den gamle tjener, der smilende holder en flaske Old Port i den ene hånd og et fad med tre glas i den anden. Skiltet gyngede let i vinden, og de store bogstaver – PETER GIFT – stod som et løfte om en god stund. Facaden var mørkegrøn og tidløs, med trærammer og små vinduer, der afslørede det varme lys indenfor.

Indenfor var stemningen rolig og tæt. De gamle træpaneler og messinglamper kastede et gyldent skær over rummet, og duften af øl og træ blandede sig med lyden af dæmpet snak. Ved bordene sad folk i små grupper, nogle med hænderne om flasker, andre lænede sig tilbage med et stille grin. Vi fandt et bord i hjørnet, bestilte et par Guldbajer.

Da vi var færdige med vores øl, fortsatte turen videre. Vi havde stadig et par brune værtshuse på listen, og snart stod vi foran Escobar. Det hvide og sorte skilt over indgangen gjorde det nemt at kende stedet. Escobar havde en helt anden stemning end de steder, vi lige havde besøgt. Det var mørkere, råt og mere rock’n’roll-agtigt. Væggene og interiøret bar tydeligt præg af et sted, hvor øl, musik og stamgæster havde sat deres spor gennem mange år.

Vi nåede også forbi Sway Bar, som virkede noget mere dystert end de andre steder. Belysningen og stemningen gjorde, at vi ikke havde det store behov for at blive hængende. Guldbajerklubben var trods alt på tur – vi skulle videre og opleve så meget som muligt.

Senere på dagen ankom vi til Hos Anders på Frederiksgade. Allerede udenfor var der godt med liv. En masse mennesker sad på bænkene udenfor og nød deres øl, mens snakken blandede sig med byens liv omkring os. Det var tydeligt, at Hos Anders var et sted, hvor folk kom for at hænge ud og mødes med venner.

Vi gik indenfor.

Det første, der slog os, var den varme og lidt gammeldags værtshusstemning. Rummet var fyldt med mennesker, og langs væggene var der mørkt træ, som gav stedet en hyggelig og lidt tung atmosfære. På væggene hang store dekorative paneler med grønne planter, blomster og slyngende motiver, som stod i kontrast til det mørke træværk. De varme lamper kastede et gyldent skær ned over lokalet, og de mange borde, stole og barstole gjorde, at rummet virkede tæt pakket.

Det var ikke et sted, hvor man bare lige kunne finde et tomt bord.

Vi gik op i baren og bestilte nogle guldbajere. Med hver vores øl i hånden begyndte vi at kigge efter et sted, hvor vi kunne slå os ned.

Men det viste sig at være lettere sagt end gjort.

Der var stort set optaget overalt.

Vi bevægede os længere ind i lokalet, og helt nede i enden fandt vi endelig et sted. Det lignede nærmest en lille scene eller et område, der normalt var beregnet til noget andet. Men der stod et tomt bord.

Det var vores.

Vi satte os ned og fik endelig skuldrene sænket. Øllene blev åbnet, og snakken gik igen. Efterhånden begyndte vi at falde lidt til ro oven på dagens mange værtshuse.

Men så ændrede stemningen sig.

Tomme sad med sin guldbajer og kiggede et øjeblik rundt i lokalet. Pludselig blev hans ansigtsudtryk alvorligt.

Han lænede sig lidt ind mod os.

“Jeg tror, det trækker op til ballade.“

Mygge og Chili kiggede på ham.

“Hvad mener du?” spurgte en af os.

Tomme nikkede diskret med hovedet mod indgangen.

Vi begyndte forsigtigt at kigge i samme retning.

Der stod en gruppe personer, og noget ved dem fik straks vores opmærksomhed. De kiggede over mod os. Ikke bare et hurtigt blik, men på en måde, som gjorde os lidt utilpasse.

Vi kiggede på hinanden.

Det var ikke til at vide, hvad det handlede om. Måske var det ingenting. Måske havde de bare fået øje på vores mærkelige lille flok, der var kommet ind og havde slået sig ned helt nede i enden af lokalet.

Men efter en lang dag med guldbajere havde ingen af os lyst til at finde ud af, hvad der lå bag.

Tomme tog en slurk af sin øl og sagde halvdæmpet:

“Kom. Lad os få drukket vores øl og komme videre.“

Det var vi alle enige om.

Vi sad derfor lidt mere stille end før og holdt øje med situationen uden at gøre for meget væsen af os. Guldbajerne blev drukket færdige, og snart var det tid til at rejse sig.

Vi kom sikkert ud fra Hos Anders, og vi kunne alle mærke en lettelse. Det var godt, at den mærkelige stemning ikke havde udviklet sig til noget. Vi havde fået vores guldbajer, oplevet stedet – og var nu klar til at fortsætte turen.

Næste stop blev Casino Bar, som ligger på den lille og hyggelige Skolegade.

Allerede udefra havde stedet sin helt egen charme. Indgangen lå under en grøn markise, som strakte sig ud over fortovet. Over døren hang det karakteristiske “casino bar”-skilt med den gyldne baggrund, og ved siden af indgangen hang forskellige skilte og dekorationer, som gav facaden et autentisk værtshuspræg. De mørke paneler omkring døren stod i fin kontrast til den lyse facade på den gamle bygning.

Udenfor stod der nogle små borde med sorte stole, hvor flere gæster sad og nød deres øl. Der var liv på Skolegade, men stemningen omkring Casino Bar virkede afslappet og hyggelig.

Vi gik indenfor og fandt hurtigt ud af, at stedet havde en helt anden atmosfære end Hos Anders.

Indenfor på Casino Bar blev vi mødt af en varm og indbydende atmosfære. Lokalet var fyldt med farver og detaljer – gamle emaljeskilte med Tuborg og Coca-Cola, cigarreklamer og plakater fra en svunden tid. Bag baren stod flaskerne tæt, og de små danske flag langs disken gav stedet et festligt præg, som om der altid var noget at fejre.

Lyset var dæmpet, men varmt, og de mørke træmøbler og læderbænke skabte en rolig kontrast til den livlige snak omkring os. En duft af øl og træ hang i luften, og lyden af glas, der klirrede, blandede sig med dæmpet latter. Bartenderen nikkede venligt, mens han hældte en ny omgang op – og man kunne mærke, at her var ingen stress, ingen påtaget stemning.

Der var en del gæster, men alle virkede venlige og imødekommende. Det var sådan et sted, hvor man hurtigt følte sig velkommen, selvom man kom udefra og ikke kendte nogen i forvejen.

Vi fandt en plads tæt ved indgangen og satte os med vores guldbajere. Efter den lidt anspændte oplevelse på Hos Anders var det rart bare at kunne læne sig tilbage og nyde øllen uden at skulle holde øje med, hvad der foregik rundt omkring os.

Snakken gik, og efterhånden faldt vi også i snak med nogle af de andre gæster. Det blev til grin, historier og den slags samtaler, som kun opstår, når man sidder på et godt gammeldags værtshus med en kold øl foran sig.

Casino Bar viste sig hurtigt at være et af de steder på turen, hvor vi virkelig følte os godt tilpas.

Mygge kiggede rundt på os og sagde:

“Her skal vi hen igen.”

Ingen af os havde noget imod den idé.

Tværtimod.

Efterhånden som vi fik drukket vores guldbajere, blev det mere og mere tydeligt, at Casino Bar havde ramt lige præcis den stemning, Guldbajerklubben var på jagt efter.

Et hyggeligt sted, venlige mennesker og kolde øl.

Det kunne næsten ikke være bedre.

Men der var lige et sted mere, vi skulle besøge, inden vi forblev siddende. Det var det brune værtshus Kurts Mor. Så efter vi havde drukket færdigt, gik vi videre mod Fredens Torv, hvor vi blev mødt af den karakteristiske facade.

Indgangen lå midt i den rosa bygning med blå sokkel, flankeret af små borde med sorte stole og grønne planter i krukker. Over døren hang det runde skilt med teksten ‘Kurts Mor’ og telefonnummeret, og på begge sider af døren var der skilte med Tuborg-logoer og priser på fadøl og flaskeøl. De sorte markiser med hvid skrift gav stedet et klassisk, næsten nostalgisk udtryk – som et værtshus, der har stået der i årtier og nægtet at ændre sig, fordi det allerede var perfekt.

Vi trådte indenfor, og straks blev vi mødt af den hyggelige stemning. Her var der roligt, men levende. Bartenderen – en ung, venlig kvinde med et smil, der kunne få selv den mest trætte gæst til at føle sig velkommen – tog imod os. Der var ikke mange gæster, men det gjorde kun stedet mere intimt.

Baren var enkel og ærlig. Den lange disk i lyst træ med grønne barstole stod som centrum for rummet. Bag disken hang billeder og skilte, og langs væggene stod små borde med mørke træstole. Lyset fra vinduerne faldt blødt ind og ramte de grønne planter i vindueskarmen, mens duften af øl og træ blandede sig med den stille summen af samtaler.

Det var sådan et sted, hvor man hurtigt kunne mærke, at tiden ikke havde travlt. Her blev øl drukket i ro og mag, og snakken gik om alt og ingenting. Vi satte os ved baren, fik vores Guldbajere, og mens vi skålede, kunne vi mærke, at Kurts Mor var endnu et sted, der passede perfekt ind i Guldbajerklubbens ånd – ægte, uformelt og med hjertet på rette sted.

Da vi langt om længe blev færdige med vores øl, blev vi enige om at vende tilbage til værtshuset Casino Bar. Da vi kom, var der blevet mere liv – snakken summede, og latteren flød frit mellem bordene. Men heldige som vi var, fik vi vores stamplads tæt ved døren. Her slog vi os ned for resten af aftenen og bestilte endnu et par Guldbajere.

Tiden gik, og udenfor blev det mørkt. Gadelamperne kastede et blødt skær ind gennem ruden, og inde i baren blev stemningen mere tæt og varm. Vi sad ikke alene længere – bordene omkring os var fyldt med folk, og samtalerne flød på kryds og tværs. Der blev skålet, grinet og fortalt historier, som kun opstår, når øllen har gjort sit arbejde.

Det var en af de aftener, hvor man kunne mærke, at man var en del af noget. Ikke bare en gruppe venner, men et fællesskab af mennesker, der alle havde fundet vej til det samme sted for at nyde det samme øjeblik.

Senere på natten begyndte Tomme at se træt ud, og vi blev enige om, at det var tid til at vende tilbage til hotellet. Chili kiggede på uret – klokken var blevet to om morgenen. Vi rejste os, lidt tunge i benene, men med et smil på læben.

‘Jeg tror, vi har gjort det godt,’ sagde Chili med et grin.

Øllen kunne mærkes, og mens vi dinglede tilbage mod hotellet, var gaderne stadig fulde af liv. Folk lo, cykler klirrede forbi, og lyden af musik sivede ud fra de sidste åbne barer. Det var en af de nætter, hvor byen aldrig helt sov – og Guldbajerklubben havde sat sit aftryk.

Dag 2.

---

Om morgenen kunne vi godt mærke dagen derpå. Hovedet var tungt, benene lidt slappe, og stemmerne en smule hæse efter gårsdagens snak og latter. Chili nåede endda at fare vild på hotellet – gangene lignede hinanden som kopier, og han fik taget en hel ekstra runde, før han fandt tilbage til værelset. Det blev selvfølgelig til et godt grin ved morgenmaden.

Efter et par kopper kaffe og en solid tallerken med røræg og bacon begyndte livet så småt at vende tilbage i kroppen. Vi sad og kiggede ud af vinduet, hvor Århus allerede var vågnet – cykler susede forbi, og folk var på vej mod arbejde eller weekendens første gøremål.

“Nå,” sagde Tomme og skubbede stolen tilbage, “skal vi ud og gøre byen usikker igen.“

Og det skulle vi. Med fornyet energi og en stille beslutsomhed om at fortsætte Guldbajerklubbens mission begav vi os ud i Århus’ gader. Solen stod lavt, og luften var frisk – den slags morgenluft, der får én til at tro, at dagen kan blive lige så god som den forrige.

Vi satte kursen mod de brune værtshuse, der ventede som små oaser rundt i byen. Der var noget særligt ved at gå fra sted til sted, som om hvert værtshus havde sin egen historie, sin egen rytme, sit eget lille univers. Og vi var klar til at besøge dem alle.

Vi valgte at gå tilbage mod Casino Bar, som skulle være vores startsted for dagens rundtur. Solen varmede så godt, at man næsten kunne tro, det var midt i juli og ikke en dag, hvor vi stadig kæmpede lidt med tømmermændene. Århus havde den der helt særlige formiddagssummen – folk på vej ud i byen, cykler der klikkede forbi, og en let brise der tog toppen af varmen.

Da vi kom frem til Casino Bar, sad der allerede nogle gæster udenfor. De havde taget hul på dagen med en øl og så ud til at nyde livet i fulde drag. Vi var heldige og fandt en perfekt plads udenfor, hvor vi kunne følge med i alt det, der skete på gaden. Det var sådan et sted, hvor man kunne sidde i timevis og bare kigge på mennesker, der kom gående forbi.

Vi startede ud med en Guldbajer, og selvom vi stadig var lidt mærkede fra aftenen før, så smagte den overraskende godt. Den havde den helt rigtige balance mellem friskhed og den velkendte maltede varme, som kun en Guldbajer kan give.

Mens vi sad og kiggede ud over Skolegade, faldt vi i snak med en af gæsterne ved nabobordet. Det viste sig, at han var stamkunde – sådan en af dem, der nærmest havde sin egen stol og sikkert også sin egen historie knyttet til hvert hjørne af værtshuset. Han kunne fortælle en hel del om området, om de gamle værtshuse, om hvem der plejede at komme her, og hvordan stedet havde ændret sig gennem årene.

Han var også meget interesseret i vores klub. Han havde lagt mærke til vores rygmærker og spurgte nysgerrigt ind til, hvad Guldbajerklubben egentlig gik ud på. Da vi forklarede ham, at vi rejste rundt for at finde de bedste brune værtshuse og de hyggeligste øjeblikke, nikkede han anerkendende.

“Det kan jeg godt lide,” sagde han og løftede sin øl. “Der er ikke mange, der tager sig tid til at nyde de gamle steder længere“

Og der sad vi så – i solen, med en kold øl, en stamkunde der fortalte historier, og hele Århus der passerede forbi. Det var præcis sådan en start på dagen, som Guldbajerklubben var skabt til

Da vores øl var næsten tom, kiggede Tomme rundt på os andre. “Nå, skal vi videre?” spurgte han og satte guldbajeren fra sig. Chili så lidt træt ud, sunket godt ned i stolen, som om han helst ville blive siddende. Men Mygge nikkede mod gaden. “Kom nu, vi skal videre.”

Vi drak ud, sagde pænt farvel til den venlige stamkunde, der havde underholdt os med historier om gamle dage. Solen stod højt, og luften var tung af sommer. Asfalten glimtede, og duften af grill og byliv hang i gaderne.

“Der går rygter om et værtshus på Skovvejen, man skal besøge, når man er i Århus,” sagde Tomme. Vi satte kursen mod midtbyen, og efter en længere gåtur dukkede en Netto op for enden af vejen.

“Jeg er tørsigt,” sagde Mygge. “Skal vi ikke købe en øl i Netto?” Der var ingen protester. Vi gik ind, fandt en pakke kolde øl, og da vi kom ud igen, fandt vi en lille gyde med skygge. Der stod vi et øjeblik, lænede os op ad murene og nød øllen i stilhed.

“Det her er livet,” sagde Mygge og løftede dåsen. “Det her er Guldbajerklubben,” svarede Chili med et træt smil.

Da øllerne var drukket, smed vi dåserne i skraldespanden og fortsatte mod Skovvejen. Jo tættere vi kom mod værtshuset Cirkuskroen, jo mere kunne vi mærke, at stedet havde noget særligt over sig. Facaden var ikke prangende, men der var et eller andet ved den – som om den gemte på historier. Da vi trådte ind, var det som at gå ind i en anden verden. Klovne i alle afskygninger hang fra loftet, dinglende i snore og gynger. Farverne på væggene var varme og levende, og lyset kastede et gyldent skær over baren.

Bag disken stod flaskerne tæt, og over dem hang figurer og små kuriositeter – som et museum af minder. En klovn med rød næse vogtede over kasseapparatet, og på hylden bagved stod en porcelænsfigur med et skævt grin, som om den kendte alle hemmelighederne herinde.

Vi satte os ved et bord. Tre slidte stole stod klar, og på bordet stod et askebæger. Bartenderen, en ældre mand med et glimt i øjet, nikkede genkendende. “Velkommen til cirkus,” sagde han med et grin, mens han skænkede os en guldbajer.

Vi skålede. Skummet lagde sig langsomt, og stemningen blev tung og rolig. Her var ingen hast – kun historier og klovne, der kiggede ned fra loftet som tavse tilskuere til vores lille forestilling.

Mygge lænede sig tilbage og kiggede rundt. “Det her sted… det er helt vanvittigt,” sagde han med et grin. Chili nikkede stille. Tomme løftede sin øl for at skåle.

Øllerne klirrede mod bordet, og i det øjeblik føltes det, som om vi var en del af forestillingen selv – midt i klovnenes verden, hvor alt var lidt skævt, men helt rigtigt.

Da vi fik set nok klovne og blev færdige med vores øl, besluttede vi os for at komme videre. Vi gik op ad Niels Juels Gade, hvor middagslyset lå skarpt og klart hen over bygningerne. Solen stod højt, og der var den dér typiske Aarhus-stemning midt på dagen: travlhed, cykler, snak, og en frisk brise fra havnen.

Midt på gaden stødte vi på det brune værtshus Peder Wessel. Der stod et par slidte træstole udenfor, og dem tog vi straks – som om de var reserveret til Guldbajerklubben.

Tomme skyndte sig indenfor for at hente tre friske Guldbajere, og kort efter stod de foran os med dug på glassene. Her var der en helt særlig ro, selvom det var midt på dagen. Vi sad stille og roligt, lænede os tilbage og nød øllen, mens vi betragtede livet på Tordenskjoldsgade.

Der var cyklister overalt, som fløj forbi i en konstant strøm. En masse unge mennesker stod i små grupper, snakkede, grinede og bevægede sig rundt som om hele gaden var deres egen scene. Det hele havde en energi, der kun findes midt på dagen – hvor alle er på vej et sted hen, men stadig har tid til at leve lidt.

Her sad vi et godt stykke tid. Snakken gik i et roligt tempo, og øllen gled ned uden hast. Vi lod os opsluge af stemningen, af lydene, af den klare dagslys der fik alt til at virke lidt skarpere. Det var et af de øjeblikke, hvor man bare sad og var til, sammen med gode venner og en kold Guldbajer.

Efter vi havde siddet et godt stykke tid på Peder Wessel og fået drukket vores Guldbajere, rejste vi os langsomt fra de slidte træstole. Solen stod stadig højt, og der var den dér klare middagslyd i luften – cykler der susede forbi, folk der snakkede, og en konstant summen fra Tordenskjoldsgade.

Vi strakte benene, tog et sidste blik mod værtshuset og begyndte at gå ned mod krydset. Stemningen var let og munter; vi havde allerede fået en god start på dagen, og nu var vi klar til at se, hvad næste stop ville bringe.

På vej ned ad gaden passerede vi flere små grupper af unge, der stod og grinede højt, som om hele verden var deres. En cyklist kom farende forbi med en pose fra Føtex dinglende på styret, og en ældre herre sad på en bænk og fulgte livet med et roligt blik. Det hele føltes levende, som om Aarhus midt på dagen havde sin helt egen puls.

Da vi nærmede os krydset, fik vi pludselig øje på Trøjborg Kroen ovre på den anden side. Skiltet stod der og blinkede til os som en slags invitation – næsten som om kroen sagde: “Kom herover, drenge. Her er der ro, kolde øl og ingen unge mennesker der råber jer ind i øret.”

Vi krydsede vejen, snakkede om dagens første øl, og Tomme jokede med, at vi allerede havde fået nok motion for en hel uge. Men vi fortsatte alligevel – for Guldbajerklubben stopper ikke efter én øl og et par klovne. Og nu havde vi et nyt mål i sigte: Trøjborg Kroen.

Vi nærmede os Trøjborg Kroen med den dér blanding af nysgerrighed og forventning, som kun Guldbajerklubben kan mønstre efter et par gode øl. Kroen lå solidt på hjørnet, brun og tidløs, som et sted der havde set flere historier end en hel bogreol kunne rumme.

Da vi trådte ind, blev vi mødt af en kølig luft og den velkendte duft af gammelt træ, øl og krostemning. Der var roligt – sådan en behagelig midt‑på‑dagen ro, hvor man kan høre sine egne tanker uden at blive overdøvet af musik eller råbende gæster.

Vi gik direkte op til baren, hvor bartenderen stod. Han var en yngre asiatisk mand med et venligt blik og en rolig måde at bevæge sig på, som om han havde helt styr på alt, der foregik i lokalet. Han gav os et lille nik, der føltes som en stille velkomst.

Tomme lænede sig ind over baren med sin sædvanlige selvtillid. “Tre Guldbajere,” sagde han, som om han bestilte noget, bartenderen allerede havde stående klar.

Bartenderen vendte sig om, greb tre kolde flasker og satte dem foran os med et præcist klonk mod træet. Der var noget effektivt og samtidig afslappet over ham – en mand, der kunne skænke øl i søvne, hvis det skulle være.

Vi satte os på de høje barstole, hvor man kunne se hele kroen uden at dreje hovedet.Bartenderen satte de tre Guldbajere foran os med en præcision, der næsten var kunstnerisk. Han arbejdede hurtigt, men med en ro, som om han havde en indre metronom, der holdt tempoet perfekt. Vi kunne ikke lade være med at lægge mærke til, hvordan han bevægede sig – ikke stresset, ikke sløvt, bare sådan helt naturligt effektiv.

Mens vi sad der ved baren, begyndte han pludselig at småsnakke med os. Ikke sådan en klassisk kro‑snak om vejret eller fodbold, men noget helt andet. “I ser ud til at have en god dag,” sagde han med et lille smil, mens han tørrede baren af i en perfekt lige linje.

Tomme nikkede og svarede, at vi var på Guldbajer‑tur. Bartenderen hævede et øjenbryn, som om han lige skulle vurdere, om det var en joke eller en livsstil. “Guldbajer… det er en stærk start,” sagde han og grinede stille for sig selv.

Efter vi havde forladt Trøjborg Kroen og slentret ned mod midtbyen, fandt vi hurtigt Vinstuen. Det lille, mørke sted så næsten hemmeligt ud udefra, men vi valgte at sætte os udenfor på den væghængte bænk, der sad klemt op ad facaden som en fastmonteret hvilestation for tørstige sjæle.

Vi havde knap fået åbnet vores Guldbajere, før vi hørte en rumlen nede fra Fiskergade. Det lød som en megafon, der blev tændt og slukket i korte ryk, og vi kiggede på hinanden med den dér blanding af nysgerrighed og “hvad sker der nu?”

Pludselig kom demonstrationen frem fra Fiskergade. Flag, bannere, råb, trommer – en hel bølge af mennesker i bevægelse. Det var protesten mod krigen i Gaza, og energien var intens, selv på afstand.

Vi rejste os fra bænken for at se nærmere og gik en lille smule op ad Fiskergyde. Her kunne vi se det hele tættere på: folk der råbte slagord, nogle der filmede, andre der bare gik med i stilhed. Det hele bevægede sig som en levende flod gennem gaden. Da demonstrationen var passeret, og lyden igen begyndte at dø ud, vendte vi tilbage til Vinstuen og satte os på de væghængte bænke igen.

Efter Vinstuen fik vi besøgt fire andre brune værtshuse den middag. Det hele flød sammen i en perfekt blanding af kolde øl, mørke træpaneler og den slags samtaler, der kun opstår, når man har været i gang siden formiddagen.

Senere på dagen ankom vi til Broen Caféen. Her var der kaos. En mur af mennesker stod presset sammen udenfor, alle borde var optaget, og der var ligefrem kø ved indgangen. Det var selvfølgelig dér, vi skulle ind. Guldbajerklubben giver ikke op.

Vi stillede os i køen og kiggede rundt. Der var liv overalt — folk der snakkede, råbte, grinede, og en fyr der tydeligvis havde drukket nok til at tro, han var DJ, selvom han bare stod med sin telefon.

Efter et stykke tid kom vi endelig ind på kroen. Mygge stod bagerst, Chili foran ham, og Tomme helt i front som en slags uofficiel fortrop.

Pludselig gav det et hårdt smæk i røven. Chili fór sammen og vendte sig om. “Hvad fanden?!” råbte Chili og vendte sig om.

Bag ham stod en mand, der så ud som om han var på vej til en fin reception og ikke en tætpakket kro. Han var iført et lyst jakkesæt, en lille ståhat, små solbriller og — som prikken over i’et — en stok, han fæg­tede med som en dirigent, der havde mistet kontrollen over orkestret.

“Undskyld!” råbte manden. “Jeg er blind! Jeg er tørsigt!“

Chili stod og blinkede vredt, men fik øje på Mygge, der allerede var ved at knække sammen af grin. Manden væltede forvirret rundt og vidste ikke, hvor han skulle kigge hen — hvilket gav mening, eftersom han lige havde erklæret sig blind.

Tomme brød ind med sin klassiske autoritetsstemme: “Du må lige stille dig i køen.”

Manden fór sammen, som om Tommes stemme kom direkte fra himlen. Han drejede rundt, fæg­tede med stokken og ramte næsten en lampe, før han til sidst fandt bagenden af køen.

Langt om længe fik vi vores øl, og vi skyndte os ud af køen og ud fra værtshuset. Heldigvis var der et bord frit udenfor, og vi satte os med det samme. Chili sad forsigtigt — han havde stadig lidt ondt i rumpen efter smæk‑episoden.

Efter et øjebliks ro kom den blinde mand væltende ud fra værtshuset og snublede over dørtrinet. Han råbte ud over folkemængden: “KAN JEG SIDDE HER?!“

Han fæg­tede med både stok og øl, som om han prøvede at dirigere trafikken. Lige ved siden af ham stod en parasolfod.

Mygge kunne ikke lade være: “Du kan bare sætte dig her!” sagde han og pegede direkte på parasolfoden.

Manden var allerede på vej ned mod den, klar til at parkere sig selv ovenpå den tunge betonklods.

Tomme reagerede lynhurtigt: “NEJ! Der er ingen plads!“

Manden stoppede brat, som om nogen havde trykket på pause. Han stod helt stille, drejede langsomt rundt og fæg­tede sig tilbage ind i værtshuset igen, mens folk omkring ham prøvede at undgå hans stok.

Vi sad tilbage og grinede så meget, at folk ved nabobordet begyndte at kigge. Det var måske den mest absurde oplevelse på hele turen

Dagen blev afsluttet på vores stamværtshus, Casino Bar. Vi var på vej derhen, stadig grinende over dagens vanvittige episoder, da vi pludselig mødte nogle, vi kendte fra dagen inden. De kom gående imod os med store smil og den dér energi, der kun opstår, når folk allerede er godt i gang med en hyggelig aften.

Vi faldt hurtigt i snak, og det føltes helt naturligt at fortsætte turen sammen. Da vi nåede Casino Bar, var stemningen allerede løftet — som om vi havde taget festen med os ind ad døren.

Indenfor var der varmt lys, musik og den velkendte summen af mennesker, der havde glemt alt om tid. Vi fik hurtigt en omgang, og snakken fortsatte uden pauser. Der blev grinet, skålet og snakket om alt muligt, som om vi havde kendt hinanden i årevis.

Casino Bar havde den dér særlige stemning, hvor man bare falder til. Folk kom og gik, musikken skiftede, og øllene gled ned i et tempo, der kun kan beskrives som ‘Guldbajerklub‑godkendt’.

Det blev sent igen — selvfølgelig gjorde det det. Til sidst vendte vi hovederne tilbage mod hotellet, trætte på den gode måde, med den dér følelse af at have haft en dag, der var lige så skør, hyggelig og uforudsigelig, som en Guldbajerklub‑dag skal være.

Dag 3.

---

Næste dag stod vi tidligt op, selvom ingen af os egentlig var klar til det. Vi skulle nå vores tog hjem, og det var som om kroppen protesterede allerede fra det øjeblik, alarmen ringede. Vi var trætte, groggy og havde den dér tunge fornemmelse i hovedet, som kun en kombination af for lidt søvn og for mange øl kan give.

Vi tog op på øverste sal for at få morgenmad. Der var stille — sådan en slags hotelstilhed, hvor folk sidder og prøver at lade som om de er friske, mens de i virkeligheden kæmper for at holde øjnene åbne. Vi fik kaffe, røræg og det mest nødvendige for at få kroppen i gang igen. Ingen sagde ret meget, men vi nikkede til hinanden som om vi alle var enige om, at det her var en kamp, vi måtte igennem.

Efter morgenmaden blev vi enige om at mødes i forhallen. Chili kom gående med en let haltende gang, som om hans krop stadig huskede stød‑episoden fra dagen før. Mygge så ud som om han havde sovet i 12 minutter, og Tomme havde den dér klassiske ‘jeg skal nok klare det’-mine, selvom han lignede en mand, der havde været oppe hele natten og spillet kort med sig selv.

På vej hjem med toget var vi stille. Ikke sådan en akavet stilhed — bare den naturlige, tunge stilhed, der opstår, når man har haft en dag fyldt med oplevelser, øl, grin og mærkelige mennesker. Vi sad og kiggede ud af vinduet, mens landskabet gled forbi, og man kunne mærke, at maven stadig arbejdede sig igennem gårsdagens øl.

Chili lænede sig tilbage og sagde lavt: “Jeg tror min lever har meldt sig ud.“

Mygge nikkede langsomt. “Min mave har i hvert fald sagt op.“

Tomme sad med lukkede øjne og mumlede: “Det var det hele værd.“

Og det var det. Selvom vi var trætte, ømme og en smule ødelagte, så var der en stille tilfredshed over os alle. Guldbajerklubben havde haft endnu en legendarisk tur — fyldt med alt det, der gør det sjovt: gode venner, gode øl, mærkelige episoder og en by, der altid leverer noget uventet.

Da toget nærmede sig vores station, kiggede vi på hinanden og vidste, uden at sige det højt, at næste tur nok ikke var langt væk.